Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

Patientbehandling

I Danmark registrer sundhedspersonalet forskellige oplysninger om deres patientkontakter, og denne registrering af sundhedsdata er vigtig for at sikre dig den bedst mulige behandling.

Vi kan alle få brug for at skulle i kontakt med sundhedsvæsenet. Når det sker, har vi en forventning om, at vores sundhedspersonale har den bedst mulige baggrund for at træffe de rigtige beslutninger i forbindelse med vores behandling.

Registrering af dine sundhedsoplysninger er en forudsætning for, at sundhedspersonale kan leve op til de forventninger, vi har som patienter.

Hvad bliver registreret?

Hvis du fx har været til undersøgelse hos din alment praktiserende læge, har fået ordineret medicin eller har været indlagt på et af landets sygehuse, vil der være registreret nogle data om dig og din sundhedstilstand. Disse data er relevante for at dokumentere, hvad der er sket og hvorfor. De er også relevante for din behandling i fremtiden. Endelig kan oplysninger om din behandling være interessant i videnskabelig og statistik sammenhæng for at finde ud af, hvilken behandling der er bedst i en given situation.

Vigtig adgang til data

Uanset om det drejer sig om et besøg hos den praktiserende læge, en tur på skadestuen, et længere genoptræningsforløb, medicinering af beboere på landets plejehjem eller noget helt femte, skal sundhedspersonale have adgang til de relevante oplysninger, når de står i en behandlingssituation. Sundhedspersonerne kan hente oplysningerne i deres lokale journal, men de kan også - når det er relevant og nødvendigt - "hente data udefra".

Fordele ved at dele sundhedsdata

Sundhedsvæsenet er stort, og der kan være mange involveret i din behandling - fx din praktiserende læge, vagtlægen, apoteket, skadestuen, hospitalet og måske hjemmeplejen. Som patient forventer du, at sundhedspersonen kan finde de relevante oplysninger om dig - i stedet for at du skal bære oplysningerne med rundt.

Når sundhedsdata bliver delt på tværs af sundhedssektoren er det med til at sikre, overgangen mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet sker hurtigt og sikkert - og det er lettere for dig som patient.