Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

26.10.2016

Klik dig frem til dit sygehus

Ny hjemmeside skal give patienter et godt udgangspunkt for at vælge sygehus.

Kontakt

Sundheds- og Ældreministeriet og Sundhedsdatastyrelsen er netop gået i luften med hjemmesiden mitsygehusvalg.dk, der skal være med til at give patienter bedre informationer, når de i forbindelse med det frie sygehusvalg og det udvidede frie sygehusvalg skal undersøges eller behandles og selv ønsker at vælge sygehus.

Mitsygehusvalg.dk er udformet i tæt samspil med patienter og præsenterer data, som patienter synes er relevante i deres valg af sygehus.

- Hjemmesiden præsenterer borgerne for information om hvilke sygehuse og klinikker, de kan vælge imellem og bl.a. ventetid og afstand. Løsningen er ret enkel og er blevet til ved at involvere patienter og lytte til deres ønsker til information, påpeger Sundhedsdatastyrelsens direktør, Lisbeth Nielsen.

Bliver guidet igennem

På siden bliver man i et enkelt og brugervenligt format guidet gennem trin, der klik for klik afgrænser søgningen, så den bliver mere relevant for den enkelte.

Mitsygehusvalg.dk erstatter ’Venteinfo’, som indtil nu har været patienters indgang til information omkring ventetider på offentlige og private sygehuse.

Fakta:

Mitsygehusvalg.dk kan man bruge til at sammenligne sygehuse i Danmark ud fra fx ventetider og afstand til sygehuset. Det kan hjælpe, når man som borger skal undersøges (udredes) eller behandles, og man selv vil vælge sygehus.

Se mitsygehusvalg.dk