Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

17.01.2017

Sundhedsdatastyrelsen sætter vellykket punktum for afgørende IT-projekt

Sundhedsdatastyrelsen har med succes gennemført et omfattende IT-projekt, der er afgørende for, at Statens Serum Institut nu kan gennemføre salget af sin vaccineproduktion til AJ Vaccine.

Kontakt

Flemming Christiansen E: flc@sundhedsdata.dk T: 7221 6832

Sundhedsdatastyrelsen har med bistand fra Devoteam hjulpet Statens Serum Institut (SSI) med udskille virksomhederne Diagnostica og Vaccineproduktionen.

Staten har solgt de to virksomheder til henholdsvis Adelis Equity Partners, der er en svensk kapitalfond, og AJ Biologics, en malaysisk farmavirksomhed.

- At udskille så tæt integrerede virksomheder fra SSI efter mange, mange års samliv har været som at skille lunkent vand ad i koldt og varmt, siger vicedirektør og programejer, Flemming Christiansen, fra Sundhedsdatastyrelsen, der har koncern-it funktionen i Sundhedsministeriet og dermed også for SSI.

Gennemførelsen af den dobbelte it-udskillelse er sket på mindre end halvandet år.

Deadline var fast

Tre ting gør projektet specielt:

- For det første har projektet skulle levere under store krav til hastighed og deadline har været låst - uden fall back muligheder. For det andet har projektet leveret et væg-til-væg IT-miljø fra infrastruktur til en fuldt fungerende applikationsportefølje først til Diagnostica og siden til vaccineproduktionen, siger Flemming Christiansen.

- Endelig har vi gennemført et særdeles kompliceret datasplit. Vi har skullet tage hensyn til data, der var fortrolige og/eller personhenførbare, og som under ingen omstændigheder måtte forlade Seruminstituttet. Samtidigt har vi skulle sikre, at de nye købere ville få adgang til alt, de havde købt, uden at de fik adgang til den andens data. Dertil er der kravene til total sporbarhed som en farmaceutisk virksomhed også er underlagt, siger han.

Data og ansatte overdraget

Første oktober 2016 blev data og ca. 100 ansatte overdraget til den selvstændige virksomhed, SSI Diagnostica.

Den 17. januar 2017 overdrages data samt knap 600 brugere over i det nye it-miljø, som er bygget til Vaccineproduktionen. Det markerer afslutningen på et omfattende og særdeles kompliceret it-projekt.

 Læs mere om frasalget hos Statens Serum Institut

Fakta

Salgsprocessen

Regeringen besluttede at indlede salgsprocessen i 2014. Efter analyser ind over sommeren 2015 var konklusionen den 1. september 2015, at SSI skulle etablere nye separate miljøer til de kommende købere af de to virksomheder, således at frasalget kunne gennemføres, når IT-løsningerne var parate.