Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

Forretningsorden for national bestyrelse for sundheds-it

Kontakt

Nicholas Christoffersen E: nich@sundhedsdata.dk T: 3268 5361

Fastsat i henhold til kommissorium for national bestyrelse for sundheds-it § 5.

§ 1. Deltagere


Bestyrelsen består af i alt 7 medlemmer jf. kommissoriets § 2. 3 medlemmer udpeges af staten, herunder formanden for bestyrelsen. 3 medlemmer udpeges af Danske Regioner. 1 medlem udpeges af KL.
Stk. 2. Bestyrelsesformanden kan tillade ikke-medlemmer at deltage i bestyrelsens møder i nærmere angivet omfang.

§ 2. Møder


Bestyrelsen udøver sin virksomhed i møder. Der afholdes normalt 2-4 møder om året. Forud for hvert kalenderår fastsætter bestyrelsen en mødeplan. Ekstraordinære møder afholdes, når formanden finder det nødvendigt.
Stk. 2. Formanden tilrettelægger møderne med bistand fra et sekretariat under Indenrigs- og Sundhedsministeriet med deltagelse af Finansministeriet.
Stk. 3. Medlemmers forslag til dagsordenen koordineres med sekretariatet.
Stk. 4. Sekretariatet udsender dagsorden med bilag elektronisk (e-post) 5 hverdage inden mødet. Materialet bliver i relevant omfang gjort offentligt tilgængeligt på internettet.
Stk. 5. Bestyrelsens møder ledes af formanden.
Stk. 6. Formanden sørger for, at medlemmerne får forelagt relevante oplysninger til bedømmelse af sagerne.
Stk. 7. Sagerne behandles i mødet i den rækkefølge, hvori de er optaget på dagsordenen. Formanden kan beslutte at optage nye punkter på dagsordenen, og/eller fravige den i dagsordenen angivne rækkefølge for sagernes behandling.
Stk. 8. Indkaldelse til ekstraordinært møde skal ske med mindst 24 timeres varsel. Indkaldelsen skal angive dagsordenspunkterne og indeholde de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af sagerne.

§ 3. Beslutningsreferat og ekspedition af bestyrelsens beslutninger


Referat af møderne udarbejdes af sekretariatet. I tilfælde af uenighed i bestyrelsen kan ethvert medlem få sin afvigende mening optaget i referatet. Senest 2 uger efter mødet udsendes mødereferatet til medlemmerne. Referatet anses for at være godkendt, hvis der ikke er indkommet kommentarer fra medlemmerne senest 2 uger derefter. Referatet kan herefter offentliggøres på internettet.
Stk. 2. Indenrigs- og Sundhedsministeriet ekspederer bestyrelsens beslutninger.

§ 4. Mødepligt og habilitet


Medlemmer, der er forhindret i at deltage i et møde, skal underrette formanden eller sekretariatet herom inden mødets afholdelse.
Stk. 2. Et medlem skal underrette formanden, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om medlemmernes habilitet. Underretningen skal så vidt muligt gives inden mødets afholdelse.
§ 5. Spørgsmål vedr. forretningsordenens forståelse
Spørgsmål om forretningsordenens forståelse afgøres af formanden.
 
Godkendt på bestyrelsens 1. møde den 16.12. 2010.