Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

Datakvalitet (ID12)

Kravene til datakvaliteten ændres løbende hvorfor projektet har til formål at forbedre kvaliteten af data i registre hos Sundhedsdatastyrelsen.

Kontakt

Malene Højsted Kristensen E: mhk@sundhedsdataprogrammet.dk T: 2222 2160

Baggrund for projektet

I takt med sundhedsvæsenets udvikling, og den teknologiske udvikling, ændres kravene og ønskerne til hvilke data, der skal indsamles og hvordan de kan og skal anvendes. Der er således behov for at sikre, at de sundhedsdata, der stilles til rådighed, understøtter fremtidige behov og er af høj kvalitet. Der er derfor behov for at indgå aftaler på tværs af sundhedsvæsenet, som sikrer kvaliteten af data, således at data er nøjagtige, tidstro og ensartede. Det skal i den forbindelse sikres, at der er et effektivt samspil mellem både nationale og lokale registre og databaser og at der skabes øget opmærksomhed om og kendskab til ensartet registrering og validering af data.

Formål med projektet

Formålet med projektet er at identificere og igangsætte initiativer, der skal forbedre kvaliteten af data i udvalgte registre hos Sundhedsdatastyrelsen. Konkret skal projektet medvirke til, at variationen i indberettede data, som ikke er klinisk eller fagligt begrundet, synliggøres og på sigt nedbringes. Projektet skal således, gennem en kortlægning af datakvaliteten, skabe gennemsigtighed og større indblik i datakvaliteten.

Projektet skal konkret etablere metoder, processer og strukturer, som understøtter arbejdet med at styrke den fælles registreringspraksis og håndtering af data. Derudover skal projektet bidrage til, at der skabes et grundlag for fælles kriterier og standarder for datakvalitet og at der implementeres de nødvendige aktiviteter for at opfylde kriterierne for god datakvalitet.
Initiativerne i projektet skal ses som rammesættende for et fortløbende arbejde med datakvalitet, som finder sted på tværs af sundhedsvæsenets aktører. Projektet skal derfor ses som opstarten på det videre arbejde med datakvalitet hos sundhedsvæsenets aktører, hvorfor de samlede gevinster forventes realiseret efter projektets afslutning.