Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

Spørgsmål og svar om Det Danske Vaccinationsregister

Spørgsmål & Svar om Det Danske Vaccinationsregister til borgere, hvor du kan søge svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål.

Spørgsmål og svar om vaccination i FMK

  • Hvem har registeret mine vaccinationer?

    Ofte vil vaccinationer på vaccinationskortet være registreret af din egen læge eller dennes personale. Det vil ske i lægens praksis, når man er til konsultation.

    Der vil også være vaccinationer registreret med oplysninger fra Sygesikringsregisteret fra 1996 og fremefter. Når du får en vaccination hos lægen, indsender lægen oplysninger vedr. ydelsen til Danske Regioner (Sygesikringen) for afregning. Disse oplysninger importeres senere til Det Danske Vaccinationsregister.

    Nogle registrerede vaccinationer vil være fra Receptserveren. Det betyder, at du har købt og afhentet en på apoteket fra 2006 og fremefter. Denne vaccine er automatisk blevet registreret på dit vaccinationskort. Det betyder dog også, at hvis du har købt vacciner på apoteket til børn eller familiemedlemmer, vil disse fremgå af dit vaccinationskort.


  • Hvilke vaccinationer er registreret i vaccinationsregistret?

    Siden 1996 er alle vacciner, som er betalt af sygesikringen blevet registreret i Vaccinationsregistret og fremgår af vaccinationskortet. Vaccinationer givet på sygehuset, udlandsvaccinationer og andre vaccinationer, som du selv har betalt for, er først registreret i registret fra 2015. Du har mulighed for selv at registrere vacciner på vaccinationskortet.

    Vaccinationsregistret indeholder også oplysninger om vacciner, der er udskrevet på recept på dit CPR-nummer og afhentet på apoteket fra 2006 og fremefter.

    Fra 15. november 2015 har alle læger pligt til at indberette alle givne vaccinationer i vaccinationsregistret.

  • Hvor får jeg oplysninger om mine børns vaccinationer?

    Du kan se dine børns vaccinationer, når forældremyndigheden er registreret i CPR-registret efter 27. maj 2004, eller når forældremyndigheden er afgjort i Statsforvaltningen og er blevet registreret i CPR-registret.

    Når du som borger logger ind og ifølge stamdata fra CPR-registeret har forældremyndighed over et eller flere børn i alderen 0-15, vises en knap med teksten 'Skift person'. Klik på denne knap for at vælge, hvilket af dine børn du ønsker at se vaccinationskort for.

    Du kan let komme tilbage til dit eget vaccinationskort ved at klikke på knappen 'Skift person' og vælge dit eget vaccinationskort.

    Forældres adgang til deres børns data ophører, når børnene fylder 15 år. Når barnet fylder 15 år kan de selv få adgang til Det Danske Vaccinationsregister.


  • Hvad gør jeg hvis der er fejl på mit vaccinationskort?

    Det er kun muligt at redigere i de vaccinationer, som du selv har registreret på dit vaccinationskort, og som endnu ikke er godkendt af en læge.

    Dobbeltklik på vaccinationen eller klik på ikon til detaljevisning til højre for den ønskede vaccination. Så får du detaljer om vaccinationen. I vinduet kan du klikke på ’Rediger’ nederst i venstre hjørne. Det er nu muligt at redigere i vaccinationen. Ved klik på 'OK' gemmes de nye oplysninger.

    Du kan slette vaccinationer, som du selv har registreret på dit vaccinationskort, og som endnu ikke er godkendt af en læge. Klik på ikon til sletning til højre for den ønskede vaccination. Vaccination slettes herpå automatisk.

    Du kan se slettede vaccinationer ved at fjerne fluebenet i 'Vis kun aktuelle vaccinationer'. Herefter vises både aktuelle og slettede vaccinationer.

    Der kan stå en vaccination som er givet til dit barn på dit vaccinationskort, som kan skyldes, at lægen har afregnet en ydelse på dit sygesikringsbevis eller du har købt vacciner på apoteket til børn.

    Hvis du finder fejl i vaccinationer, som du ikke selv har registreret kan du kontakte egen læge, da disse vaccinationsoplysninger kun kan rettes af en sundhedsperson.


  • Hvordan får jeg adgang til mit vaccinationskort?
    Du har adgang til dit vaccinationskort på Sundhed.dk ved at logge på ’Mit medicinkort’, via FMK-online eller via app’en Min Læge.
  • Kan jeg selv registrere oplysninger i vaccinationsregistret?

    Hvis du tidligere har fået en vaccination f.eks. en influenza-, rejse- eller anden vaccination hos lægen, eller fået en vaccination i udlandet, som ikke fremgår af dit elektroniske vaccinationskort, kan du selv registrere den på vaccinationskortet.

    Du registrerer en tidligere vaccination ved at klikke på knappen 'Registrer tidligere vaccination'. Ved klik på denne, åbner et nyt vindue, hvor der skal indtastes oplysninger, om den vaccine du har fået:

    • Vælg det land, hvori du har fået vaccinationen
    • Indtast oplysninger om, hvor vaccinationen er givet. Det kan fx være navn på hospital eller læge
    • Vaccinationsdato skal udfyldes. Indtast en dato, eller vælg en dato i kalenderen
    • Skriv navnet på den vaccine eller den sygdom, som du blev vaccineret imod i søgefeltet og vælg vaccinen som ses af listevisningen
    • Batch nummer kan udfyldes, hvis du har oplysninger om dette. Batch nummer er en kombination af tal og bogstaver, som eventuelt fremgår af dit vaccinationskort

     

    Det vil fremgå af vaccinationskortet, at vaccinen er registreret af dig selv. Lægen har mulighed for at godkende, at det er den korrekte vaccine som du  har registreret på vaccinationskortet.

    Alle vaccinationer, der er blevet godkendt af en læge, er markeret med et grønt "flueben".

  • Hvem har adgang til mine oplysninger i vaccinationsregistret?

    Du har adgang til dit vaccinationskort via sundhed.dk ved logge på ’Mit Medicinkort’, via FMK-online.dk og via app’en ’Min Læge’.

    Derudover har sundhedspersoner, som du er i behandling hos, adgang til dine vaccinationsoplysninger, når det er relevant for behandlingen. Alle opslag vil blive logget med navn, organisation og dato i borgerens 'Min Log' på FMK-online.

    Gå til sundhed.dk

    Bekendtgørelsen om adgang til og registrering m.v. af lægemiddel- og vaccinationsoplysninger

  • Hvilke vaccinationer er ikke registreret?
    Vaccinationer givet på sygehuset og vaccinationer, som borgeren selv har betalt, fx udlandsvaccinationer, som er givet før 15. november 2015 vil ikke fremgå af vaccinationskortet. De fremgår kun i det tilfælde at du fx har fået dem udskrevet på recept eller selv har registreret dem i vaccinationsregisteret. Fra d. 15. november 2015 har alle læger haft pligt til at indberette alle givne vaccinationer i DDV.

Relateret indhold