Coronapas-appen

Sundhedsdatastyrelsen har været med til at udvikle coronapas-appen, der gør det nemt at vise testsvar, immunitets- eller vaccinationspas, hvor der er krav om det.

Kontakt

Problemer med appen

Hvis du oplever fejl eller problemer med coronapas-appen, kan du kontakte sundhed.dk's support. Du kan ringe på tlf. 32 42 03 03 eller skrive en e-mail til coronapas.app@sundhed.dk 

Har du flere spørgsmål om coronapas eller generelt om Covid-19, kan du kontakte en af myndighedernes hotlines:

Find hotline til spørgsmål om corona

Coronapas-appen dokumenterer, at du er vaccineret, tidligere smittet eller testet negativ, så du nemt kan fremvise et gyldigt coronapas i forskellige kontrolsituationer, fx i offentlig transport, ved besøg på hospital eller plejehjem, på restaurant, hos frisøren, til koncert, til sportsbegivenheder, i biografen eller ved rejser til udlandet. 

Læs, hvor du har brug for coronapasset i øjeblikket

Appen er brugervenlig og sikker og viser testsvar fra både PCR-test og kviktest, hvilke vaccinationer du har fået, og om du har været registreret smittet med coronavirus. Appen er blevet tilpasset løbende i takt med ændringer i gyldigheden af testsvar og vaccinationer. 

I coronapas-appen er der af sikkerhedshensyn vandmærkeeffekter, bevægende ikoner og et animeret ur med nøjagtigt klokkeslæt. Det gør det bl.a. nemmere for kontrollører at se, om der er tale om den rigtige app eller et skærmbillede.

Coronapas-appen er blevet downloadet 4,6 millioner gange, siden den blev lanceret. I marts 2022 vandt Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen Digitaliseringsprisen for samarbejdet og udviklingen af coronapas-appen. 

Baggrund

Coronapas-appen blev udviklet i foråret 2021 og har haft en central rolle i genåbningen af Danmark. Bag udviklingen af coronapas-appen er Sundhedsdatastyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Serum Institut og Sundhedsministeriet i samarbejde med Netcompany og Trifork samt erhvervs- og kulturlivet.

I forbindelse med udvikling af appen har et advisory board med repræsentanter for Dataetisk Råd, Cybersikkerhedsrådet, Københavns Lufthavne, Tivoli og Divisionsforeningen rådgivet om anvendelighed, håndtering af data og sikkerhed.

Mere om coronapas på coronasmitte.dk

På coronasmitte.dk kan du blandt andet læse om gyldighed for coronapas, og hvordan du får coronapas som ikke-digital borger.

Læs om coronapas på coronasmitte.dk