Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

Ansøg om autorisation

For at få adgang til data på Forskermaskinen skal dit projekt optages under en autorisation og de brugere, der skal have adgang til projektet, skal oprettes som brugere på Forskermaskinen.

Kontakt

Forskerservice Mandag til fredag:  9.30 - 12.00 E: forskerservice@sundhedsdata.dk T: 3268 5116

For at få adgang til data på Forskermaskinen skal du arbejde i, eller samarbejde med, et autoriseret forsknings-/analysemiljø. At være autoriseret betyder, at der er foretaget en vurdering af et miljøs forskningsaktiviteter og kendskab til datasikkerhed og registerdata. Det er et miljø, der bliver autoriseret, og miljøets chef er ansvarlig for autorisationen. En autorisation giver mulighed for, at brugere under autorisationen kan søge om adgang til data på Forskermaskinen.

Ansøg om autorisation

Din institution kan søge om at blive autoriseret til Forskermaskinen enten inden eller i forbindelse med en ansøgning om et projekt på Forskermaskinen.

Se vejledning til autorisationsansøgning (PDF)
Se skabelon til autorisationsansøgning (Word)

Nedenfor kan du søge svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål om autorisation til Forskermaskinen.

Spørgsmål og svar om autorisation til Forskermaskinen

  • Hvorfor kræves autorisation?
    Forskermaskinen er et sikkert miljø, hvor kun godkendte personer kan få adgang til data. Forskerservice kræver at forsknings- eller analysemiljøet autoriseres for at sikre, at brugerne under autorisationen har kendskab til retningslinjerne for datasikkerhed og datahåndtering på Forskermaskinen. Hvis reglerne overtrædes, er det muligt for Forskerservice at sanktionere mod den autoriserede institution. Den autorisationsansvarlige godkender alle brugere, der skal arbejde på projekter under autorisationen.
  • Hvilke forsknings- og analysemiljøer kan blive autoriseret?

    Etablerede danske forsknings- og analysemiljøer med flere forskere/analytikere og en ledelse, der kan holdes ansvarlig for eventuelle brud på reglerne på Forskermaskinen, kan blive autoriseret.

    Forsknings- og analysemiljøer, der er autoriseret af Danmarks Statistik, kan også blive autoriseret til Forskermaskinen i Sundhedsdatastyrelsen, hvis de kan forevise en gyldig autorisation fra Danmarks Statistik.

    Ved alle autorisationsansøgninger foretager lederen af Forskerservice en konkret bedømmelse af forsknings-/analysemiljøet. Her lægges der særligt vægt på miljøets kompetencer inden for håndtering af registerdata samt kendskab til de datasikkerhedsregler, der gælder for adgang til Forskermaskinen.

  • Hvordan søger jeg om autorisation til Forskermaskinen?

    Din institution kan søge om autorisation enten inden eller i forbindelse med en ansøgning om et projekt på Forskermaskinen.

    I søger om autorisation ved at udfylde og indsende skabelonen til autorisationsansøgningen. I skabelonen skal I angive oplysninger om jeres forsknings-/analysemiljø og den autorisationsansvarlige.

    Ved hver autorisationsansøgning foretager lederen af Forskerservice en konkret bedømmelse af forsknings-/analysemiljøet. Her lægges der særligt vægt på miljøets kompetencer inden for håndtering af registerdata samt kendskab til datasikkerhed.

    Forsknings-/analysemiljøer, der kan fremvise en autorisation fra Danmarks Statistik, kan blive autoriseret til Forskermaskinen, hvis de via skabelonen til autorisationsansøgning anmoder om det.

    I kan læse mere om autorisation og ansøgning herom i vejledningen til autorisationsansøgning.

    Se skabelonen til autorisationsansøgning (Word)
    Se vejledning til autorisationsansøgning (PDF)

  • Hvilke oplysninger er nødvendige for at ansøge om autorisation?

    Forskerservice har behov for en række oplysninger om dit forsknings-/analysemiljø for at kunne vurdere, om din institution kan blive autoriseret til Forskermaskinen. Disse oplysninger indhenter vi fra den skabelon, som I udfylder, når I søger om autorisation til Forskermaskinen.

    I ansøgningen om autorisation skal I bl.a. beskrive hvilke forskningsaktiviteter, der pågår i miljøet. I skal desuden beskrive miljøets kendskab til registerdata og datasikkerhed.

    I kan se mere om hvad ansøgningen skal indeholde og hvorfor i vores vejledning til ansøgning om autorisation.

    Se skabelonen til autorisationsansøgning (Word)
    Se vejledning til autorisationsansøgning (PDF)

  • Hvad giver autorisationen adgang til?
    Autorisationen giver ikke adgang til data, men autorisationen gør det muligt for forskere, der er tilknyttet det autoriserede forsknings-/analysemiljø, at blive oprettet som brugere og at ansøge om adgang til data i forbindelse med specifikke projekter.
  • Hvad er den autorisationsansvarliges ansvar?

    Den autorisationsansvarlige skal godkende alle projekter og brugere, der oprettes under autorisationen.

    Hvis en autorisationsansvarlig har givet tilladelse til, at et projekt kan oprettes på Forskermaskinen under autorisationen, er den autorisationsansvarlige ansvarlig for, at samtlige brugere på forskningsprojektet overholder reglerne på Forskermaskinen. Dette gælder uanset, om den enkelte bruger er ansat i den autorisationsansvarliges forsknings-/analysemiljø eller ej.

    Vær opmærksom på, at det er alle projekter og brugere, der er tilknyttet en autorisation, der kan blive påvirket, hvis en bruger under autorisationen bryder Forskerservices regler og politikker for datasikkerhed på Forskermaskinen.

    Den autorisationsansvarlige er desuden betalingsansvarlig for projekter, der optages under autorisationen. Hvis det ønskes, har den autorisationsansvarlige mulighed for at uddelegere betalingsansvaret.

    Den autorisationsansvarlige vil få tilsendt en autorisationsaftale, hvor de nærmere forhold for autorisationen er beskrevet.

    Læs mere om retningslinjer for arbejde på Forskermaskinen (PDF)

  • Hvad står der i autorisationsaftalen?

    Her kan du gennemlæse autorisationsaftalen og få et overblik over, hvad det indebærer at indgå autorisationsaftalen.

    Se autorisationsaftalen (PDF)