Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

Data fra Landspatientregisteret til og med 2018 er fuldt tilgængelige

Sundhedsdatastyrelsen moderniserer i øjeblikket Landspatientregister (LPR3), og der vil være en periode uden adgang til helt nye data fra registeret. Du kan stadig søge om adgang til alle historiske data til og med 2018.

Alle regioner, samt en del private klinikker, indberetter nu til LPR3. Indtil kvaliteten af de nye indberetninger er valideret, og data er lagt til rette, vil du ikke kunne søge om adgang til LPR-data fra 2019. Det har affødt tvivl hos flere ansøgere hos Forskerservice om adgangen til historiske data.

”Denne tvivl vil vi gerne udrydde. Alle historiske data til og med 2018 til vil være fuldt tilgængelige som hidtil”, fastslår sektionsleder Vibeke Gaardsholt og fortsætter: ”Årsafslutningen for LPR fandt sted den 10. marts 2019, og data for 2018 er nu komplette og datakvaliteten er som hidtil”.

Aftaler skal opdateres

I det nye LPR vil datastrukturen være anderledes. Det betyder blandt andet, at tabeller og variable får nye navne, og at kobling af data mellem tabeller skal ske på en ny måde. Når adgangen til de nye data åbnes, skal du som bruger være opmærksom på, at data fra 2019 vil være en blanding af gammel og ny indberetning, og at der vil være et databrud på grund af ændringen i indberetningsstruktur.

Det har især betydning for brugere, der løbende får opdaterede LPR-data. Hvis du som bruger ønsker at få adgang til opdaterede data, skal den nuværende aftale om dataadgang opdateres på grund af den nye datastruktur, som gør tilrettelæggelse af dataadgangen væsentlig anderledes.

Fordelene ved det nye LPR

En af fordelene ved det nye LPR er, at det bliver muligt at danne ægte patientforløb. ”En helt central forbedring i det nye LPR er, at alle kontakter registreres på samme måde, også ambulante besøg”, fortæller Vibeke Gaardsholt, og slutter: ”Samtidig bliver det muligt at danne ’ægte patientforløb’, hvor alle relevante ydelser, der vedrører samme forløb, kan kobles sammen”.