Ansøg om SCOR-data hos Forskerservice
Forskerservice har i 2019 overtaget opgaven med at levere data fra Sundhedsstyrelsens Centrale Odontologiske Register (SCOR), der indeholder landsdækkende data fra Børne- og ungdomstandplejen.
SCOR indeholder oplysninger om børn og unges tandsundhed i Danmark fra og med 1972. Registeret opdateres én gang årligt og er på nuværende tidspunkt opdateret til og med 2020.
Landsdækkende børnetandpleje
I 1972 blev der indført børnetandpleje i Danmark, det vi i dag kender som skoletandpleje. Siden har den kommunale tandpleje og praktiserende tandlæger, systematisk registreret og indberettet oplysninger om børns tandsundhed til SCOR. Den forebyggende og behandlende tandpleje omfatter alle børn og unge under 18 år, der er tilmeldt folkeregistret i kommunen. I 1993 blev indberetningspligten reduceret til kun at omfatte 5-, 7-, 12- og 15-årige. Det er dog fortsat tilladt at indberette for alle årgange. Data fra SCOR kan anvendes til epidemiologiske formål, da der er tale om et landsdækkende register, der indeholder registrering af den aktuelle tandstatus uanset sundhedstilstand.
Det er vigtigt for forståelsen af SCOR, at der ved hver tandundersøgelse bliver foretaget mange registreringer om barnets mund, der tilsammen giver et øjebliksbillede af barnets aktuelle tandstatus på tidspunktet for tandlægeundersøgelsen. Registeret indeholder både variable med detaljerede registreringer helt ned på tandfladeniveau samt summerede variable, der giver et mere generelt og overordnet billede af den aktuelle tandstatus i forhold til mælketænder, permanente tænder, caries, tandkødssygdomme og tandstillingsfejl.
Ansøg om data
Dokumentationen af SCOR er endnu ikke tilgængelig på sundhedsdatastyrelsen.dk eller eSundhed.dk, men har du behov for oplysninger om tandsundhed blandt børn og unge til dit forskningsprojekt, så send din ansøgning til os. Det er pt. ikke muligt at vælge SCOR som register i vores elektroniske ansøgningsskema. Du skal derfor lade det fremgå af projekt- og udtræksbeskrivelse, hvis du ønsker data fra SCOR, og vælge de øvrige registre du skal bruge via ansøgningsskemaet.
Du er altid velkommen til at kontakte os via forskerservice@sundhedsdata.dk, hvis du ønsker, at vi fremsender dokumentation af SCOR.
Vi arbejder på at gøre dokumentation for registeret tilgængelig på både hjemmesiden og eSundhed.