Registeromlægning giver længere svartider i Forskerservice
Sundhedsdatastyrelsen omlægger samtlige registre. Det betyder forlængede leveringstider i Forskervice de næste 6 måneder. Det koordinerende organ for registerforskning (KOR) har accepteret, at målet for gennemsnitlig leveringstid på data stiger fra 30 til 50 dage.
Kontakt
Sundhedsdatastyrelsen omlægger samtlige registre til et nyt datavarehus i løbet af 2024. Når data er omlagt, vil det blive nemmere at arbejde på tværs af datakilder og med data i en ny og forbedret struktur, vil opdateringskadencen på sigt kunne øges.
Omlægningen kræver dog grundig forberedelse og kommer til at lægge beslag på betydelige ressourcer - også i Forskerservice. Det er forventningen, at omlægningen vil påvirke leveringstiderne i Forskerservice gennem resten af 2024 og 1. kvartal 2025.
'Vi vil gerne beklage de gener, det giver vores ansøgere, men det er en bunden opgave at omlægge vores registre. Vi gør, hvad vi kan for at levere data så hurtigt som muligt og i øvrigt løbende orientere om situationen', forklarer Vibeke Gaardsholt, sektionsleder i Forskerservice. 'Vi ønsker, at der er gennemsigtighed omkring sagsbehandlingstiden, så man som ansøger ved, hvornår man kan forvente at få data’.
Det koordinerende organ for registerforskning (KOR) har i den forbindelse accepteret, at målet for gennemsnitlig leveringstid på data stiger fra 30 til 50 dage i gennemsnit, indtil omlægningen er tilendebragt ved udgangen af 1. kvartal 2025.