29.04.2020

Samarbejde mellem Statens Serum Institut og Forskerservice om COVID-19-data til forskning

Der er en meget stor interesse for COVID-19 og konsekvenserne af den igangværende epidemi. Derfor etablerer Statens Serum Institut (SSI) og Sundhedsdatastyrelsens Forskerservice nu et samarbejde om serviceringen af forskere, som har behov for COVID-19-data til deres forskning.

Kontakt

Forskerservice

Mandag til fredag: 9.30-12

E: forskerservice@sundhedsdata.dk T: 3218 3900

Det er data fra SSI’s overvågning af COVID-19, der især har interesse. De centrale data i overvågningen er data på personer testet for COVID-19, både dem der er fundet positive, og dem der er testet negative. Data er baseret på prøvesvar fra de mikrobiologiske afdelinger og fra SSI's laboratorie, som indhenter dem via Den Danske Mikrobiologidatabase (MiBa).

- Interessen for data til forskning i COVID-19 er meget stor, og for at kunne håndtere de mange henvendelser fra forskere, som ønsker adgang til disse overvågningsdata, har vi indledt et samarbejde med Forskerservice hos Sundhedsdatastyrelsen, hvor vi trækker på deres erfaring og rutine i at behandle ansøgninger og give adgang til data, udtaler Marianne Voldstedlund, Sektionsleder i Dataintegration og Analyse, fra SSI.

Det er målsætningen for samarbejdet at være klar med et set-up, hvor forskere kan ansøge om data via Forskerservice fra den 5. maj. Det vil samtidig være en løsning, hvor man får adgang til data, der løbende opdateres.

- Samarbejdet med SSI er en naturlig forlængelse af det arbejde, vi ellers udfører, supplerer sektionsleder i Forskerservice, Vibeke Gaardsholt, og fortsætter: - Hvis man ønsker adgang til SSI’s overvågningsdata for COVID-19-testede personer, skal man ansøge Forskerservice på sædvanlig vis. Det er vigtigt, at det fremgår klart i ansøgningen, at der er tale om et projekt vedrørende COVID-19-data, hvis vi skal hastebehandle det.

Overvågningsdata for COVID-19-testede personer er endnu ikke tilgængeligt i Forskerservices elektroniske ansøgningsskema. Hvis man ønsker overvågningsdata, skal man derfor lade det fremgå af projekt- og udtræksbeskrivelse og vælge de øvrige registre, man skal bruge via ansøgningsskemaet.