12.09.2016

Nye tal for salget af lægemidler fra apotek ‐ 2. kvartal 2016

Sundhedsdatastyrelsen offentliggør tal for salget af lægemidler fra apotek i 2. kvartal 2016 og giver samtidig et overblik over topscorere.

Nu offentliggør Sundhedsdatastyrelsen tallene for salget af lægemidler fra apotek for 2. kvartal 2016, og tallene er tilgængelige på eSundhed.dk.

I samme omgang offentliggøres årets første kvartals ’MedicinForbrug - Overblik’, som giver et overblik over de ti lægemiddelgrupper med den største ændring i omsætning eller forbrug i forhold til samme kvartal det foregående år.

Træk de nye tal fra 2. kvartal 2016 på eSundhed.dk

Hent og læs 'MedicinForbrug - Overblik: 2. kvartal 2016' (PDF)

Vejret gav sæson for næsespray

I det nye 'MedicinForbrug - Overblik' ser man eksempelvis, at gruppen R01AD ’Kortikosteroider’ (til lokalt brug i næsen) er på listen over lægemidler med størst ændring i mængde i dette kvartal.

Kortikosteroiderne fra denne gruppe anvendes primært til at dæmpe allergiske symptomer. Forbruget af lægemidlerne i denne gruppe er sæsonafhængig, og der er tydelige opsving omkring 2. kvartal hvert år.

Derudover er der i dette kvartal set en større stigning i forbruget på 1,2 mio. DDD i forhold til 2. kvartal 2015. Det placerer gruppen på en 4. plads over de apoteksforbeholdte lægemiddelgrupper med størst ændring i mængde. Det stigende forbrug skal ses som følge af en stigning i antallet af personer. I dette kvartal var der ca. 170.000 personer, som købte kortikosteroider til lokalt brug i næsen, hvilket er det højeste, set over de seneste 12 kvartaler.

Hvad skyldes det?

Stigningen i forbruget er et samspil af flere faktorer. Danmarks Metrologiske Institut skriver, at ændringer i klimaet forårsager længere pollensæson og større mængde af pollen i luften.

Desuden anbefalede Sundhedsstyrelsen i juni 2015 i National Klinisk Retningslinje for behandling af høfeber at anvende nasalsteroid fremfor antihistamin-tabletter hos dem med vedvarende høfeber.

’MedicinForbrug – Overblik: 2. kvartal 2016’ omhandler også:

  • Direkte faktor Xa hæmmere (blodfortyndende midler)
  • Midler til sænkning af blodsukker, ekskl. Insuliner (diabetes)
  • Opioider (smertestillende), Peniciliner (antibiotika)
  • Antidepressive midler
  • Atorvastatin (forhøjet kolesterol)
  • Losartan (forhøjet blodtryk/hjertesvigt)
  • Pantoprazol (mavesår), Kortikosteroider (allergi)
  • Clopidogrel (blodfortyndende)

Håndkøbslægemidler, der også må sælges uden for apotek, er ikke med i tallene.