Indspil om sundhedsdata på Folkemødet
- Vi vil naturligvis bidrage til debatten om fremtidens sundhedsvæsen, siger Lisbeth Nielsen, direktør for Sundhedsdatastyrelsen, som deltager på en række debatter på Folkemødet på Bornholm
I dag samles over 100.000 mennesker fra mere end 1.000 myndigheder, foreninger, virksomheder, interesseorganisationer og politiske partier i Allinge, når der for 8. år i træk skal afvikles et fire dage langt Folkemøde med det erklærede formål at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen og sundhed.dk er der. Interesseorganisationer som Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Lægeforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Gigtforeningen, SIND og Diabetesforeningen er der. Og medicinalvirksomheder som Novozymes og Astellas Pharma er der.
Nu er Sundhedsdatastyrelsen der også.
- Det er første gang, vi deltager og kun i begrænset omgang. Men i en situation, hvor regeringen netop har præsenteret sit nye sundhedsdataudspil og digitaliseringen af sundhedsvæsenet spiller en stadig større rolle, bør vi naturligvis blande os i og give vores bidrag til debatten, siger direktør for Sundhedsdatastyrelsen Lisbeth Nielsen.
Sundhed er det emne, som er på dagsordenen ved flest arrangementer på Folkemødet. Sundhedsdatastyrelsen deltager i panel ved fem af dem:
- Hvordan ser fremtidens sundhedsvæsen ud?
Fredag den 15. juni kl. 10.30-11.30 i Databasen (K20), hvor direktør Lisbeth Nielsen er i panelet. - Hjælper big data patienten?
Fredag den 15. juni kl. 13.30-14.15 på Kæmpestranden (J38), hvor direktør Lisbeth Nielsen er i panelet. - Big Data, AI og IoT – sundt eller usundt i sundhedssektoren?
Fredag den 15. juni kl. 14.00 – 14.45 iStrandvejens Debattelt (B19), hvor vicedirektør Flemming Christiansen er i panelet - Digital sundhed: Tænd, mål, sluk!
Fredag den 15. juni kl. 15.00-16.00 på IT-Paratskibet ligger til på Kajplads H11, hvor direktør Lisbeth Nielsen er i panelet. - Sundhedsdata - muligheder og trusler
Lørdag den 16. juni kl. 10.30-11.30 i PFA-teltet (G2, Ydermolen), hvor direktør Lisbeth Nielsen er i panelet.