Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

27.11.2019

Danske versus amerikanske udfordringer i sundheds-it

Digitalisering af sundhedsdata i henholdsvis USA og Danmark blev diskuteret, da den amerikanske sundheds-it-koordinator i sidste uge kiggede forbi til et uformelt kaffemøde.

Den nationale koordinator for sundhedsinformationsteknologi, Dr. Don Rucker, var på besøg i København i forbindelse med den nyligt overståede OECD-konference 'OECD High Level Policy Forum on Health in the 21st Century', som Sundheds- og Ældreministeriet var vært for. Og det åbnede muligheden for et uformelt møde mellem Sundhedsdatastyrelsen og den amerikanske sundheds-it-koordinator.

På mødet fortalte Sundhedsdatastyrelsens direktør Lisbeth Nielsen om digitaliseringen af det danske sundhedsvæsen, om den nationale strategi for personlig medicin og om den nationale strategi for brug af kunstig intelligens. Tilsvarende fortalte Dr. Rucker om det amerikanske sundhedssystem, og hvad der gøres på føderalt plan for at skabe sammenhæng i det amerikanske sundhedsvæsen.

En af de afgørende forskelle mellem de to landes sundhedssystemer er, at mens det danske system er opbygget som et nationalt offentligt system, er amerikanernes hovedsageligt drevet af private aktører og med forsikringsordninger. Det påvirker måden, der bliver lavet økonomiafregninger på, og skaber et mere fragmenteret sundhedssystem end det danske.

Fokus på det patientnære

”Det var spændende at høre om det amerikanske sundhedssystem og deres udfordringer. Selv om vi er et lilleputland i forhold til USA, blev det tydeligt for mig, at vi på nogle områder er længere fremme med digitaliseringen og nok især, hvad vi bruger den til – eksempelvis i arbejdet med at kunne anvende vores data til at fokusere på det patientnære og med at gøre borgerens sundhedsdata tilgængelige for den enkelte. Det er en af de mange fordele ved at have et sundhedssystem, der er offentligt,” siger Lisbeth Nielsen.

Den danske tilgang til sundhedsdata var ligeledes spændende for amerikanerne at høre om.
”Det har været meget informativt at høre om måden I arbejder med sundhedsdata på. Fascinerende og tankevækkende,” siger Dr. Rucker.

Deltagere i mødet om digitalisering af sundhedsdata.

Ved mødet deltog fra Danmark Lisbeth Nielsen, direktør, Flemming Christiansen, vicedirektør, Kenneth B. Ahrensberg, specialkonsulent alle tre fra Sundhedsdatastyrelsen, Nanna Skovgaard, kontorchef i Sundheds- og Ældreministeriet, og Maja Svankjær Thagaard, seniorrådgiver på den danske ambassade i Washington DC.

Fra USA deltog Dr. Don Rucker, National Coordinator for Health Information Technology og Noila Sorensen, Senior Global Health Officer, begge fra Department of Health and Human Services samt Ritu Nalubola, direktør for U.S. FDA Europe Office.