04.06.2019

Teknisk fejl gjorde medicinkort svært tilgængeligt

Borgerne har ingen grund til bekymring. Og driften forventes nu at være stabil

Det Fælles Medicinkort (FMK) har i løbet af formiddagen haft lange svartider og været stort set utilgængeligt. Problemerne skyldes en fejl i forbindelse med en opdatering af systemet mandag aften. Det betyder, at brugerne oplevede problemer, da de forsøgte at logge på i morges og i løbet af formiddagen.
Kl. 12.30 har Sundhedsdatastyrelsen genstartet systemet, så alle anvendersystemer på hospitaler, i almen praksis, i kommuner og på apoteker igen regelmæssigt har adgang til FMK. Styrelsen forventer dog, at vi vil have behov for at genstarte systemet flere gange i løbet af dagen, hvor det vil være utilgængeligt i 5-10 minutter ad gangen. Systemet har kørt stabilt cirka siden kl. 14.00.
Papirrecept kan udstedes om nødvendigt
Hvis der stadig skulle opleves utilgængelighed til FMK, anbefales det at vente og forsøge igen efter nogle minutter. Er det ikke muligt at gennemføre den elektroniske ordination, kan der udstedes papirrecepter.
Som borger kan man i øjeblikket kun se sine medicinoplysninger og forny recepter på Sundhed.dk. App’en ”Medicinkortet” er midlertidigt lukket, for at reducere belastningen på systemet. Den åbnes igen, når styrelsen er helt sikker på, at systemet er stabilt.
Fejl rettet
- Vi har grund til at tro, at fejlen er identificeret og rettet. Og vi forventer derfor ikke, at være nødt til at lukke for adgangen til FMK, sådan som vi tidligere har meldt ud. Men vi overvåger selvfølgelig situationen nøje i de kommende døgn, forklarer afdelingschef Anders Brahm fra Sundhedsdatastyrelsen.
- Vi beklager de gener som fejlen har givet for både sundhedsprofessionelle og borgere. Og vi gennemgår nu vores procedurer for at undgå lignende fejl i fremtiden.