12.06.2019

Sundhedsdata på Folkemødet

Sundhedsdatastyrelsen inviterer til fem spændende arrangementer, når Folkemødet afholdes i Allinge den 13.-16. juni

Torsdag den 13. juni kl. 11.30 åbnes det traditionsrige Folkemøde i Allinge på Bornholm. Der deltager langt over 1.000 foreninger, virksomheder, myndigheder, interesseorganisationer og politiske partier og flere hundrede journalister. Blandt myndighederne er Sundhedsdatastyrelsen. Styrelsen får for første gang eget tag over hovedet på Folkemødet. I hvert fald delvist. Styrelsen indgår nemlig i et samarbejde med Danmarks Statistik og VIVE om debatteltet ’#Faktaboksen’ på teltplads J18 i området ’Kæmpestranden’.
Her inviterer Sundhedsdatastyrelsen alle interesserede til fem spændende arrangementer:

  • Torsdag kl. 15.00-16.00 er der debat under overskriften ’Dine sundhedsdata – dine rettigheder’, hvor du kan møde formand for Det Etiske Råd Anne-Marie Axø Gerdes, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab Klaus Høyer, formand for Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen, formand for det etiske udvalg i Verdenslægeforeningen (WMA) Andreas Rudkjøbing og direktør for Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram (RKKP) Jens Winther Jensen.
  • Fredag morgen kl. 9.00-10.00 kan du i workshoppen ’eSundhed.dk – danskernes sundhed i tal og grafer’ høre hvorfor eSundhed.dk er en vigtig kilde til spændende viden og gode historier, og hvordan du kan udnytte denne gratis service som journalist eller som anden sundhedsinteresseret.
  • Fredag kl 13.30-14.30 sættes der fokus på udviklingen af digitale PRO-værktøjer (patientrapporterede oplysninger) med paneldebatten ’Digital nærkontakt med patienterne’, hvor du kan høre vicedirektør i Danske Patienter Annette Wandel, patient med erfaringer med PRO Julie L.L. Kofoed, afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Karen Marie Lyng og bestyrelsesmedlem i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Karsten Rejkjær Svendsen.
  • Lørdag kl. 10.30-11.30 rejser vi spørgsmålet ’Gør data os sundere?’, hvor debatten indledes af sektionsleder i Sundhedsdatastyrelsen Joanna Phermchai-Nielsen, overlæge og forsker på Rigshospitalet Anette Tønnes Pedersen, speciallæge Christina Frøslev-Friis fra Lægeforeningen og Yngre Læger, medicinsk rådgiver i Novartis Healthcare Frederik Knud Nielsen samt direktør i Copenhagen Healthtech Cluster Henning Langberg, som også repræsenterer Data redder Liv.
  • Lørdag kl. 12.00-13.00 sættes der fokus på indsatsen for at styrke patienter, pårørende og sundhedsansattes overblik over en patients aftaler på tværs af sundhedsvæsenet samt andre relevante oplysninger under overskriften ’Et sammenhængende sundhedsvæsen’. Her er rummer panelet pårørende og medlem af
    Programkomiteen for ’Medicin uden skade’ Mogens G. Nielsen, sundhedsfaglig koordinator i Frederikshavn Kommune Nadia Friis-Thomsen, oversygeplejerske på Bornholms Sygehus Peter Juul Jensen, praktiserende læge i Bornholms Regionskommune Kathri B. Marcussen, kontorchef Sundheds- og Ældreministeriet Nanna Skovgaard, digitaliseringschef i Københavns Kommune Mette Harbo og ikke mindst direktør for Danske Patienter Morten Freil.

Ordstyringen er lagt i kyndige hænder hos direktør Lisbeth Nielsen og vicedirektør Flemming Christiansen fra Sundhedsdatastyrelsen samt journalist Karen Dich.