Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

28.02.2019

Antal af nye sølvfyldninger er faldet med 97 procent siden år 2000

Siden årtusindskiftet er brugen af sølv til tandfyldninger i Danmark begrænset betydeligt, det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen

Antal nye tandfyldninger af sølv er faldet fra 1,2 millioner om året i 2000 til knap 40.000 i 2017. Det fremgår af en ny analyse fra Sundhedsdatastyrelsen.
- Det er ubestrideligt et markant faldt på ikke mindre end 97 procent siden årtusindskiftet, bemærker direktør for Sundhedsdatastyrelsen Lisbeth Nielsen og konstaterer, at det er i tråd med, at reglerne for brug af sølvfyldninger er skærpet løbende siden 2003.
Der sker et fald gennem hele perioden fra 2000 til 2017. Det største fald sker i perioden efter, at Sundhedsstyrelsen anbefaler en generel udfasning i 2006.
Analysen viser blandt andet også at:
  • Tandlæger fyldte sølv i 2 pct. af alle nye tandfyldninger i 2017, mens det gjaldt 42 pct. i 2000.
  • Andelen af tandlægepraksis, hvor der ikke anvendes sølv til nye tandfyldninger, er større i Region Hovedstaden end i de andre regioner.