Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

17.12.2019

Kun halvdelen af unge mænd med kontakt til psykiatrien gennemfører en ungdomsuddannelse

Det er kun halvdelen af de unge mænd, der har haft en psykiatrisk relateret sundhedskontakt, der færdiggør en ungdomsuddannelse. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

I de nationale mål for sundhedsvæsenet er der i år sat særligt spot på psykiatrien. Formålet er at sætte fokus på uligheden for borgere med psykiske lidelser i forhold til resten af befolkningen. I den nyeste statusrapport for de nationale mål er der derfor bl.a. tilføjet et nyt målepunkt, der omhandler unge med psykiske lidelser og deres uddannelsesniveau.

Sundhedsdatastyrelsen har set nærmere på denne gruppe af unge, og det viser sig bl.a., at kun 50 procent af de 25-årige unge mænd med en psykiatrisk relateret sundhedskontakt har fuldført en ungdomsuddannelse som fx gymnasiet eller en erhvervsfaglig uddannelse. Til sammenligning er det 77 procent af samtlige 25-årige mænd, der har gennemført en ungdomsuddannelse.

25-årige med fuldført ungdomsuddannelse i 2017

Kilde: Landspatientregisteret, Sygesikringsregistret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen, samt Danmarks Statistiks Uddannelsesregister.

Sammenlignet med de unge mænd er der en højere andel – 63 procent – af unge kvinder med kontakt til psykiatrien, der fuldfører en ungdomsuddannelse. Det ser desuden ud til, at det påvirker de unge mænd i højere grad end de unge kvinder, at de har haft behov for at have kontakt med psykiatrien. Der er helt generelt flere kvinder end mænd, der tager en ungdomsuddannelse, men i forhold til de unge, der har haft en psykiatrisk relateret sundhedskontakt, er forskellen mellem kønnene endnu mere markant.

Læs ’Uddannelse blandt unge med psykiske lidelser’

Læs statuspublikationen ’Nationale mål for sundhedsvæsenet 2019’

Læs mere om de nationale mål for sundhedsvæsenet