Ny vicedirektør i Sundhedsdatastyrelsen
Fra 1. august er Mette Jørgensen ny vicedirektør for It og Digitalisering i Sundhedsdatastyrelsen. Hun kommer fra en stilling som vicedirektør i Sundhed.dk.
Kontakt
Efter sommerferien starter arbejdet i Sundhedsdatastyrelsen med en ny vicedirektør ombord. Mette Jørgensen er per 1. august ansat som vicedirektør for It og Digitalisering.
Det er en ny stilling, som er oprettet i forbindelse med en omstrukturering af Sundhedsdatastyrelsen. Direktionen består fremover af direktør, Thomas Fredenslund, vicedirektør for Data og Sikkerhed, Vibeke van der Sprong, og vicedirektør for It og Digitalisering, Mette Jørgensen.
Direktør Thomas Fredenslund glæder sig til samarbejdet:
- Der er stort behov for at fortsætte opgaven med at digitalisere det danske sundhedsvæsen til gavn for patienter og sundhedsfaglige. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som Mette Jørgensen, der kan hjælpe os med at styrke det arbejde.
Han fremhæver især den nye vicedirektørs solide kendskab til digitalisering og samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet, samt hendes erfaring inden for ledelse og udvikling af IT-opgaver.
Vigtig dagsorden
Selv understreger Mette Jørgensen, at Sundhedsdatastyrelsens mål om at sikre bedre sundhed for danske borgere gennem brug af data og ved at skabe digital sammenhæng i sundhedssektoren har været afgørende for at søge stillingen.
- Det er en vigtig dagsorden, som jeg glæder mig utroligt meget til at løfte i tæt samarbejde med ministeriet, regionerne, kommunerne, praktiserende læger og andre aktører på sundhedsområdet. Det er en stilling, der samler mine erfaringer med digitalisering og sundhed og hvor vi sammen kan styrke digitaliseringen af det danske sundhedsvæsen til gavn for patienter og ansatte. Derudover har styrelsen vigtige opgaver i forhold til at sikre, at vi fortsat har sundhedsdata i verdensklasse og fremme datadrevet udvikling og sikkerhed i sundhedsvæsnet. Sidst men ikke mindst glæder jeg mig til at lære alle de nye kollegaer i Sundhedsdatastyrelsen at kende og blive en del af en organisation med en stærk kultur, høj trivsel og en vigtig fælles opgave.
Om Mette Jørgensen
Mette Jørgensen er 51 år og uddannet Cand. Merc. fra CBS. Hun har indtil nu været vicedirektør i Sundhed.dk og har lang erfaring med at arbejde med IT og digitalisering blandt andet fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Region Hovedstadens Center for IT og Medicoteknologi, Økonomistyrelsen/Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.