Laboratoriedatabasen
Oplysninger om laboratorieundersøgelser på landets store klinisk biokemiske og kliniske immunologiske laboratorier samles i Laboratoriedatabasen.
Kontakt
Når du fx får taget en blodprøve i forbindelse med en indlæggelse, analyseres blodprøven i et laboratorium, så lægen kan bruge blodprøveresultatet i forbindelse med udredningen eller din videre behandling.
Laboratoriesvarene samles i ’Den Nationale Labdatabank’, derfra har du adgang til at se dine analyseresultater via sundhed.dk, og din læge og relevant sundhedspersonale kan se dem på Laboratoriesvarportalen. Udover laboratoriesvaret registreres også andre oplysninger vedrørende laboratorieanalysen, fx hvornår du har fået taget blodprøven.
Oplysninger om laboratorieundersøgelserne overføres dagligt til Laboratoriedatabasen fra Den Nationale Labdatabank og bidrager blandt andet til overvågning af sygdomme. Laboratoriedatabasens indhold er også værdifuldt for forskning i forebyggelse, diagnostik og behandling af sygdomme.
De klinisk biokemiske laboratorier undersøger fortrinsvis blod, urin, ledvæsker og spinalvæsker med det formål at forebygge, diagnosticere og kontrollere behandling af sygdomme hos mennesker. De klinisk immunologiske laboratorier laver blandt andet blodtypebestemmelse og undersøgelser af blod ved fx graviditet, immunsygdomme og visse infektioner. Men der er overlap i forhold til, hvilke analyser de to typer laboratorier foretager.