Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

SOSU- og sygeplejerskeuddannede i Danmark 2000-2017

Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet en analyse, der ser på udviklingen i SOSU- og sygeplejerskeuddannede i Danmark fra 2000 til 2017.

Analysen har blandt andet fokus på de SOSU- og sygeplejerskeuddannedes deltagelse på arbejdsmarkedet, om de arbejder inden for sundhedsområdet, samt hvornår de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fx når de går på efterløn eller pension.
Analysen ser også på udviklingen i de SOSU- og sygeplejerskeuddannedes arbejdstid, sekundære jobs og på dem, der er uden for arbejdsstyrken.

SOSU- og sygeplejerskeuddannede dækker i analysen over personer, der har uddannet sig som:

  • social- og sundhedsassistenter,
  • social- og sundhedsmedhjælpere,
  • sygeplejersker, eller
  • som øvrigt plejepersonale

Udvalgte hovedresultater fra analysen

  • Arbejdsstyrken af SOSU- og sygeplejerskeuddannede er steget fra ca. 181.400 i 2009 til 197.800 i 2017
  • Antal SOSU- og sygeplejerskeuddannede i beskæftigelse er steget med omkring 30.000 fra 2000 til 2017
  • Fra 2009 til 2017 er antallet af SOSU- og sygeplejerskeuddannede pr. 1.000 borgere stort set uændret. Antallet af SOSU- og sygeplejerskeuddannede pr. 1.000 borgere på 80 år og derover er dog faldet en smule fra 800 til 792 fra 2009 til 2017
  • Blandt de beskæftigede er omkring 160.900 ansat inden for sundheds-, ældre- og socialområdet i 2017 – det svarer til ca. 83 pct. I 2009 gjaldt det 85 pct.
  • Størstedelen af de SOSU- og sygeplejerskeuddannede er ansat i den offentlige sektor inden for sundheds-, ældre- og socialområdet. Sygeplejersker er typisk ansat i en region, mens social- og sundhedsassistenter og -hjælper i højere grad er ansat i den kommunale sektor
  • Omkring 11 pct. har en sekundær beskæftigelse i 2017 – det gælder både blandt de SOSU- og sygeplejerskeuddannede generelt og blandt dem, der er beskæftiget inden for sundheds-, ældre- og socialområdet. De SOSU- og sygeplejerskeuddannedes bijob er typisk i vikarbureauer eller uden for sundheds-, ældre- og socialområdet
  • Samlet set arbejdede 38 pct. af de SOSU- og sygeplejerskeuddannede fuldtid (min. 37 timer om ugen) i 2017. Andelen af social- og sundhedsassistenter, der arbejder fuldtid, er faldet fra 38 til 34 pct. fra 2009 til 2017. I samme periode er andelen af sygeplejesker, der arbejdede fuldtid, steget fra 46 til 49 pct.