Sundhedsdatastyrelsen.dk bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen på hjemmesiden.  Læs mere om cookies

Datagrundlag for Sundhedsdatastyrelsens kvartalstal fra Lægemiddelstatistikregisteret

På baggrund af data fra Lægemiddelstatistikregisteret laver Sundhedsdatastyrelsen hvert kvartal opgørelser over udviklingen i salget af lægemidler i primærsektoren.

Kontakt

Lægemiddelstatistik E: medicindata@sundhedsdata.dk

Siden 2011 har Sundhedsdatastyrelsen offentliggjort opgørelser over medicinforbruget i de kvartalsvise opgørelser 'Trends i salget af apoteksforbeholdt medicin'.

I 2015 er formen for Sundhedsdatastyrelsens opgørelser revideret og navnet er ændret til 'MedicinForbrug - Overblik' og 'MedicinForbrug - Indblik', mens tallene bag opgørelserne også er begyndt at blive offentliggjort på eSundhed.dk.

Datagrundlaget for den gamle og de nye opgørelser er dog det samme.

Oplysningerne i Sundhedsdatastyrelsens opgørelser over medicinforbruget er baseret på data fra Lægemiddelstatistikregisteret (LSR), som omfatter indberetninger fra private apoteker, forhandlere af liberaliserede håndkøbslægemidler, sygehusapoteker, Sundhedsdatastyrelsen og Danmarks Fødevareforskning (DFVF).

Mere om MedicinForburg Datagrundlag

  • Oplysninger fra den primære sundhedssektor

    De kvartalsvise opgørelser indeholder kun oplysninger fra den primære sundhedssektor, dvs. primært salg fra de private apoteker og fra Statens Serum Institut til brug i primærsektoren. Leverancer til brug på sygehuse og liberaliserede håndkøbslægemidler, der må sælges i butikker, er ikke med.

    Dette omfatter salg af lægemidler til enkeltpersoner, til lægers brug i egen praksis og leverancer til behandlingsinstitutioner og lign.

     
  • Omsætningen

    Omsætningen er beregnet som summen af ekspeditionspriserne, dvs. apotekets udsalgspris (AUP) inklusive eventuelt recepturgebyr og færdigbehandlingsgebyr.

    Recepturgebyret er et gebyr på p.t. 10,00 kr., som betales for hver receptekspederet lægemiddelpakning. Priserne på lægemidler kan ændres hver 14. dag, og opgørelserne er udarbejdet på grundlag af de løbende priser.

     
     
  • Mængdeforbruget

    Mængdeforbruget kan være opgjort i forskellige enheder, afhængigt at lægemiddelgruppen.

    Forbruget af de fleste lægemidler er opgjort i definerede døgndoser (DDD). Definerede døgndoser er en enhed, som fastsættes af WHO, og angiver en antaget gennemsnitsdosis per døgn for en voksen person, der får lægemidlet til dets primære anvendelsesområde. Ved at benytte denne enhed fås en bedre mulighed for at vurdere trends i lægemiddelforbruget uafhængigt af varierende priser, styrker eller pakningsstørrelser.

    DDD benyttes også, når forbruget skal sammenlignes i flere lande.

    Enkelte lægemidler, der ikke har en officiel DDD-værdi fra WHO, har fået en national tildelt DDD-værdi, der er fastsat af Lægemiddelstatistik, Sundhedsdatastyrelsen, efter samme principper som WHO tildeler deres DDD-værdier.

    I visse tilfælde opgøres mængden i andre enheder end DDD. Det omfatter specielt hovedgrupperne D (Hudmidler), L (Cancermidler m.m.), P (Parasitmidler), S (Sanseorganer) og V (Diverse). Derudover kan der være enkelte lægemidler, hvor det ikke er muligt at angive en mængde. Det kan fx være for enkelte magistrelle lægemidler.

     
  • ATC-systemet

    Lægemidlerne er inddelt efter ATC-systemet (Anatomical Therapeutic Chemical classification System), hvor de humane lægemidler inddeles i 14 anatomiske hovedgrupper, der henviser til, hvor i kroppen lægemidlet virker (1. niveau). Hovedgrupperne opdeles i undergrupper, der beskriver terapeutisk/farmakologisk virkning og kemisk substans (2. - 5. niveau). 

    Både DDD-værdierne og ATC-grupperne kan blive ændret over tid, hvis der sker en revurdering af præparatets anvendelse og dosering. Disse ændringer sker normalt én gang om året med virkning per 1. januar. Data korrigeres bagud i tid med det indeværende års værdier.

    I kvartalsopgørelsen for 4. kvartal er dog anvendt det efterfølgende års værdier. Der kan af denne årsag forekomme ændringer i mængdeforbruget og forskydninger mellem ATC-hovedgrupperne i forhold til tidligere versioner af Sundhedsdatastyrelsens kvartalsvise opgørelser over lægemiddelforbruget.