Om visionen

Ny infrastruktur for sundhedsdata skal sikre en mere effektiv og sikker brug af sundhedsdata og forbedrede rammer for adgangen til sundhedsdata.

Danmark har en lang tradition for indsamling af sundhedsdata og sundhedsdataregistre i verdensklasse. I dag er der dog flere barrierer, der forhindrer fuld udnyttelse af disse data til forskning og kvalitetsanalyser. Dataansvaret for de danske data er spredt på en række myndigheder med komplekse ansøgningsprocesser og manglende sammenkobling af data fra forskellige kilder. Samtidig er der i de senere år etableret supercomputerkapacitet, som i dag ikke udnyttes tilstrækkeligt.

Vision for bedre brug af sundhedsdata er en del af regeringens Strategi for Life Science 2021 og indeholder fire målsætninger, som parterne vil samarbejde om at realisere: 

  • Nem og hurtig adgang til ansøgning og godkendelse
  • Sikker og fleksibel adgang til data på en fælles national analyseplatform
  • Bedre og fælles dataservices 
  • Høj datasikkerhed og gennemsigtighed

Vision for bedre brug af sundhedsdata

Visionen blev lanceret af parterne i National bestyrelse for digitalisering og data på sundheds- og ældreområdet – Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedsdatastyrelsen, Danske Regioner, KL, Danmarks Statistik og Nationalt Genom Center – i september 2021.

Læs visionen

Realisering af visionen

Realisering af visionen startede primo 2022 med en foranalyse, der konkretiserede målsætningerne til løsningsmodeller.

Realisering af de prioriterede modeller gennemføres trinvist og vil bygge på igangværende initiativer, bl.a. Én indgang til sundhedsdata, Danmarks Datavindue hos Danmarks Statistik, regionale datastøttecentre og supercomputerkapacitet i National Genom Center, Ucloud, GenomeDK mv. og på Gefion.

Alle relevante brugere og interessenter vil blive inddraget, så løsningerne imødekommer deres behov og ønsker.

Visionsarbejdet indgår samtidig i Digital Sundhed Danmark, der etableres som en samlet national drifts- og udviklingsorganisation som led i Regeringens sundhedsreform.

Endelig er udviklingen af den nationale indgang til sundhedsdata i tråd med den europæiske udvikling af European Health Data Space.

Tidsplan for realisering af vision

Foranalyse

Afdække og afprøve løsningsmodeller og teknisk validering

2025-2027

Trin 1

Udvikle ét nationalt kontaktpunkt og en national analyseplatform

Trin 2-4

Videreudvikle prioriterede løsninger

Kontakt

Lone Lund Pedersen