En elektronisk patientjournal (epj) skal som udgangspunkt kunne bruges som et dokumentationsredskab på linje med en papirjournal. Men hvis en elektronisk journal skal kunne bruges til andet og mere end en simpel mekanisme til at ”komme af med” information om patientens tilstand m.v., er det nødvendigt at strukturere denne information.
Struktureret information
”Struktureret information” skal her forstås bredt som data, der vedrører patienten og lagres i en form, så de kan genfindes og genanvendes. Dette gælder fx oplysninger om patientens helbredsproblemer og relaterede aktiviteter som fx operationer, palliative, rehabiliterende og forebyggende handlinger. Konventionelle journaler rummer ofte store mængder af fri tekst, der indeholder mange oplysninger om patientens tilstand, plan for handlinger og opnåede resultater, hvilket vanskeliggør genanvendelse af data til fx vurdering af den kliniske kvalitet, videre planlægning, statistik m.m.
Informationer der i dag beskrives med ”fri tekst” skal i epj’er kunne struktureres og udtrykkes præcist, hvilket kræver klinisk terminologi med veldefinerede begreber, og at brugeren let og enkelt kan finde en relevant term i forbindelse med klinisk dokumentation ("journalskrivning").
Forudsætninger for genanvendelse af sundhedsoplysninger
Der er to hovedforudsætninger, der skal være opfyldt, hvis sundhedsoplysninger skal kunne genanvendes. Den ene forudsætning er, at rammen (strukturen, begrebsmodellen og datamodellen) for informationsopsamling tillader strukturering af informationen. Den anden forudsætning for struktureret informationsopsamling er, at indholdet, undersøgelsesresultater, diagnoser, patientrelaterede aktiviteter, blodprøver, røntgensvar m.v. kan systematiseres og struktureres. Hverken ramme eller indhold kan stå alene, og begges strukturering skal passe til hinanden.
Hertil kommer, at en indeksering af klassifikationerne og synonymer er nødvendige for at sikre brugeren tilstrækkelig hjælp til at finde frem til relevante koder og dermed fremme en effektiv og dynamisk anvendelse i en epj.
SNOMED CT velegnet til danske forhold
Forud for SUNDTERM-projektet blev struktur og indhold i Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS) analyseret og fundet utilstrækkelig til at kunne opfylde kravene til en fuldt dækkende sundhedsterminologi. Sundhedsstyrelsen vurderede eksisterende nationale og internationale klassifikationer og fandt, at SNOMED CT® er velegnet som grundlag for udvikling af en sundhedsterminologi med udvidelser og tilpasninger, der er nødvendige i forhold til danske forhold.