Langvarig brug af opioider sænker erhvervsdeltagelse

28-10-2025

Ny analyse viser en sammenhæng mellem langvarig brug af opioider og mindre deltagelse på arbejdsmarkedet.

Når en person får opioider i over 3 måneder, falder sandsynligheden for, at vedkommende er i arbejde, markant.

Det viser en ny analyse, som Sundhedsdatastyrelsen har lavet på baggrund af tal fra DREAM og Lægemiddelstatistikregistret.

- Det er ikke i sig selv overraskende, at erhvervsdeltagelsen falder – for man får ikke opioider i længere tid uden grund. Men det er værd at overveje, om selve den langvarige brug af opioider i nogen tilfælde medvirker til at fastholde den lavere erhvervsdeltagelse, siger afdelingschef Mette Keis Jepsen.

Der er generelt i sundhedsvæsenet fokus på at nedbringe brugen af opioider og især den længevarende brug, fordi det har vist sig, at den har begrænset effekt på smerter og øger risikoen for afhængighed.

Se analysen her

Jo længere forbrug, desto mindre erhvervsdeltagelse

Analysen undersøger erhvervsdeltagelsen blandt 18-65-årige, der har fået opioider i mindst 3 måneder.

Resultaterne viser blandt andet, at erhvervsdeltagelsen begynder at falde, allerede 12 måneder inden en person indløser den første recept – men faldet er særligt stort lige før og lige efter den første receptindløsning.

67 pct. af gruppen er i arbejde eller uddannelse 12 måneder før, behandlingen starter. Måneden før, behandlingen starter, er det faldet til 54 pct., og måneden efter behandlingsstart til 29 pct.

Flest bruger i kort tid

Analysen viser også, at langt de fleste, der bruger opioider, stopper igen inden for tre måneder. Det gælder 81 pct. af alle forløb i perioden 2020-2023. Hos personer med behandlingsforløb, der varer kortere end tre måneder, falder tilknytningen til arbejdsmarkedet også, når behandlingen starter. Men den falder mindre og retter sig hurtigere end hos langtidsbrugerne.

Når man ser på gruppen af korttidsbrugere, er 68 pct. i arbejde måneden før behandlingsstart. Måneden efter er det 57 pct. Herefter stiger erhvervsdeltagelsen gradvist igen. 12 måneder efter er andelen oppe på 66 pct.