Digitalt valg af tandlæge eller tandplejer

Digital Sundhed Danmark har udviklet den nationale løsning, der gør det lettere for borgere at finde og vælge tandlæge eller tandplejer. Løsningen samler relevante oplysninger om tandlæge- og tandplejerklinikker i Danmark og giver et overskueligt grundlag for at sammenligne og vælge.

I dag er information om tandlæger, tandplejere og deres behandlinger, pris, beliggenhed og tilgængelighed ofte spredt og svær at gennemskue. Det kan gøre det vanskeligt at sammenligne tilbud og vælge den rigtige klinik til ens eget behov. 

Med Digitalt valg af tandlæge eller tandplejer, som er tilgængelig på sundhed.dk, får borgerne adgang til relevante oplysninger ét samlet sted. Her kan de søge og filtrere efter forskellige kriterier og sammenligne tandlæge- og tandplejeklinikker på tværs af landet. Det skaber større gennemsigtighed og gør det lettere at vælge ud fra både faglige og praktiske forhold frem for tilfældigheder.

Sådan fungerer løsningen

Digitalt valg af tandlæge eller tandplejer består af tre centrale dele:

  • For borgere
    Borgerne kan søge efter og vælge tandlæge eller tandplejer ud fra forskellige søgekriterier fx beliggenhed via en brugervenlig løsning på sundhed.dk.
  • For tandlæger og tandplejere
    Tandlægerne eller tandplejerne modtager borgernes anmodninger og kan acceptere eller afvise dem via EDI Portalen, som er tandlægernes og tandplejernes portal til udveksling af sundhedsdata på tværs af sundhedsvæsenet.
  • It-infrastrukturen
    Den nationale it-infrastruktur, som sikrer sikker udveksling af oplysninger mellem borgerne og klinikkerne.

Digital Sundhed Danmark har den overordnede projektledelse og står også for udvikling, drift og vedligehold af løsningen.  

Baggrund

Projektet udspringer af Finanslovsaftalen for 2022 og den ny model for Voksentandplejen for 2025. 

Formålet med løsningen er at forbedre overgangen fra børne- og ungdomstandplejen til voksentandplejen, så det bliver nemmere for borgerne at vælge tandlæge eller tandplejer på et oplyst grundlag og derigennem forbedre tandsundheden. 

Videreudvikling

På længere sigt er ambitionen, at løsningen:

  • integreres på borger.dk, så borgerne nemt kan vælge en ny tandlæge eller tandplejer i forbindelse med flytning
  • understøtter de løbende politiske ambitioner på tandområdet.

Support

Kontakt sundhed.dk for support