Færre unge får foretaget en provokeret abort

04-04-2019

Antallet af provokerede aborter er faldet de seneste 10 år - særligt blandt teenagere. Samme tendens blandt teenagere ses i de øvrige nordiske lande. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen og en ny nordisk rapport på området

Antallet af provokerede aborter foretaget i Danmark har været faldende de sidste 10 år. Mens der for 10 år siden blev udført knap 17.000 provokerede aborter om året, er der de seneste år blevet udført under 15.000 provokerede aborter om året. Det fremgår af nye tal som Sundhedsdatastyrelsen i dag har offentliggjort på eSundhed.dk.

  Grafik med udvikling i antal aborter 1995-2018

Antallet af provokerede aborter er dermed på det laveste niveau, også i forhold til antal kvinder i den fødedygtige alder, siden legaliseringen af provokerede aborter i 1973. Mens der i 1975 i gennemsnit blev udført knap 24 provokerede aborter pr. 1000 kvinder i alderen 15-49 år, er dette faldet til det halve i de seneste år.
  Antal aborter pr. 1000 kvinder i alderen 15-49 år

Halvereret på 10 år for unge under 20

Særligt blandt teenagere og øvrige unge under 25 år ses et fald i provokerede aborter de seneste 10 år. Tendensen er den samme i de øvrige nordiske lande, hvilket fremgår af rapporten ’Induced abortions in the Nordic countries 2017’, som Sundhedsdatastyrelsen har bidraget til. Rapporten blev offentliggjort i sidste uge.

Mens der Danmark i 2008 blev udført knap 3.000 aborter blandt teenagere, blev der i 2018 udført under det halve. Set i forhold til antal kvinder mellem 15 og 19 år svarer dette til et fald fra ca. 17 provokerede aborter pr. 1000 kvinder i 2008 til ca. 8 provokerede aborter pr. 1000 kvinder i 2018.

  Antal aborter pr. 1000 kvinder pr. aldersgruppe

Note: Der tages forbehold for manglende indberetninger af provokerede aborter til Sundhedsdatastyrelsen.

Læs mere på Sundhedsdatastyrelsens dataportal eSundhed.dk