Stadigt flere overlever kræft

16-06-2022

Over de sidste 15 år er der sket store fremskridt i kræftoverlevelsen. Det viser ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen.

For 15 år siden var 74 pct. af kræftpatienter i live et år efter diagnosen. Det tal er nu 83 pct. Det viser en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen. Den sammenligner overlevelsen for kræftpatienter både over tid og mellem forskellige kræftformer.

- Nogle typer kræft har fortsat en lav overlevelse, men det samlede billede er, at det går den rigtige vej, siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Mette Keis Jepsen.

Der er også flere kræftpatienter, der overlever, når man ser på længere tidsperioder end det første år. 5 år efter en kræftdiagnose er 68 pct. fortsat i live. Det tilsvarende tal for 15 år siden var 57 pct.

Store forskelle på kræftformer

Der er store forskelle på dødeligheden, alt efter hvilken kræftform man er diagnosticeret med. Derfor er der i rapporten opgjort dødelighed for 15 specifikke kræftformer. 

Den højeste dødelighed ses for lungekræft, hvor 20 pct. af de ramte mænd og 30 pct. af de ramte kvinder er i live efter de første 5 år. Omvendt overlever 96 pct. af de mænd, der rammes af testikelkræft i mindst 5 år efter diagnose.

De mest udbredte kræftformer – brystkræft for kvinder og prostatakræft for mænd – har begge en overlevelse på 89 pct. efter 5 år.

Mænd dør hyppigst

Både mænd og kvinder har øget deres kræftoverlevelse, men generelt overlever lidt flere kvinder end mænd kræft. Hvor overlevelsen for mænd inden for det første år efter diagnosticering var 82 pct., så var kvindernes 84 pct. Forskellen har været stabil i hele den undersøgte periode.

Overlevelsen flader ud

Der er sket store forbedringer i overlevelsen for kræftpatienter, men den steg især i den første del af den 15-årige periode, rapporten har set på. Der sker fortsat forbedringer, men takten er faldet.

Relativ overlevelse

Rapporten ser på såkaldt ’relativ overlevelse’, der er sandsynligheden for at overleve en kræftsygdom set i forhold til samme aldersgruppe uden kræft. Der ses altså på, hvor sandsynligt det er, at man overlever, hvis man har kræft, sammenlignet med hvis man ikke har. 

Læs rapporten om kræftoverlevelse i Danmark 2006-2020

Se flere data om kræftoverlevelse – herunder regionale fordelinger – på eSundhed:

Gå til kræftoverlevelse på eSundhed