En ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at en stigende andel af de personer, der begynder i alkoholbehandling, gennemfører hele forløbet. Samtidig er der færre, som slet ikke møder op til behandlingen.
I 2023 gennemførte 38 pct. behandling for alkoholmisbrug. I 2008 var det tilsvarende 26 pct., der afsluttede et forløb som færdigbehandlede. Samtidig er andelen, der udebliver fra behandlingen, faldet fra 30 pct. til 17 pct.
- De fleste forløb afsluttes stadig uden, at patienten er færdigbehandlet, men der er sket en væsentlig stigning i succesraten samtidig med at færre bliver væk fra aftalt behandling, siger afdelingschef Mette Keis Jepsen.
Alkoholbehandling i Danmark 2008-2023
Flere i behandling
I 2023 var knap 26.000 personer indskrevet i kommunal alkoholbehandling. Det er dobbelt så mange som i 2008. Det skyldes, at personer er i behandling i længere tid. Mens et gennemsnitligt behandlingsforløb i 2008 var på 228 dage, så var det i 2023 steget til 348 dage.
7 ud af 10 i behandling for alkoholmisbrug er mænd og den mest aktive aldersgruppe er de 40–54-årige.
43 pct. af personer i alkoholbehandling er i arbejde eller studerer, mens 35 pct. enten er førtidspensionister eller ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.
Tæt kontakt til almen praksis og sygehus
Størstedelen af personer i behandling har kontakt med deres praktiserende læge før (93 pct.), under (81 pct.) og efter (92 pct.) behandlingsforløbet. Også sygehusforløb er udbredt: 70 pct. havde mindst ét sygehusophold i løbet af året før behandlingsstart, og 56 pct. havde ophold samtidig med behandlingen.
Rapporten bygger på data fra Det Nationale Alkoholbehandlingsregister og dækker perioden 2008–2023.