Fra 1. januar 2027 får regionerne ansvaret for en række sundhedsopgaver, som i dag ligger i kommunerne. Det gælder blandt andet akutsygepleje og de nye sundheds- og omsorgspladser.
Når ansvaret flytter, ændrer samarbejdet mellem kommuner, regioner og almenmedicinske tilbud sig også. Sundhedspersoner skal fortsat kunne få adgang til og dele oplysninger på tværs, så borgeren får et sammenhængende behandlingsforløb. Derfor skal de digitale løsninger og arbejdsgange følge med.
Digital understøttelse frem mod 2027
Sammen med blandt andre Danske Regioner og KL undersøger Digital Sundhed Danmark, hvordan eksisterende nationale digitale løsninger kan bruges, og hvor der er behov for at tilpasse dem. Målet er, at sundhedspersoner fortsat kan dele de nødvendige oplysninger og samarbejde sikkert om patientbehandlingen på tværs af sektorer.
På kort sigt er der fokus på løsninger, som kan være klar, når opgaverne flytter den 1. januar 2027. Det betyder, at der så vidt muligt bygges videre på løsninger og standarder, som allerede bruges i sundhedsvæsenet. Løsningerne skal understøtte overgangen, indtil der på længere sigt kan udvikles mere permanente løsninger.
På kort sigt omfatter arbejdet blandt andet:
- tilpasse korrespondancemeddelelsen med nye kategorier til de sundhedsopgaver, der flytter
- understøtte brugen af eksisterende standarder og andre kendte digitale løsninger i de nye arbejdsgange
- etablere en fælles oversigt på sundhed.dk over relevante kontaktoplysninger.