Som led i sundhedsreformen indføres nye pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom. Pakkeforløbene skal give mere sammenhængende forløb og bedre støtte til at leve med sygdommen i hverdagen. Samtidig skal de understøtte opfølgning og koordinering i det almenmedicinske tilbud.
Fra 1. januar 2027 får patienter med KOL og kroniske lænderygsmerter ret til at få udarbejdet en personlig behandlingsplan i det almenmedicinske tilbud. Der indføres løbende pakkeforløb for flere sygdomsområder.
Første fase af den digitale understøttelse
Den digitale understøttelse skal give patienter og relevante sundhedsfaglige et fælles digitalt overblik over patientens behandlingsplan. For patienter med KOL og kroniske lænderygsmerter bliver behandlingsplanen tilgængelig under ’Forløb for kronisk sygdom’ på sundhed.dk.
Samtidig skal den digitale understøttelse hjælpe det almenmedicinske tilbud med behovsvurdering, udarbejdelse af behandlingsplan og proaktiv opfølgning. Det skal understøtte det almenmedicinske tilbuds koordinerende rolle og gøre det lettere at følge patientens behov gennem forløbet.
Derudover skal der etableres et datagrundlag til monitorering af pakkeforløbene og patientrettigheden om opstart af pakkeforløb.
Det videre arbejde
Arbejdet sker i flere trin. Fra 1. januar 2027 etableres den første version af den digitale understøttelse af pakkeforløbene for KOL og kroniske lænderygsmerter. Løsningerne skal herefter løbende udvikles og udbygges.
På længere sigt er ambitionen, at patienterne får et mere samlet digitalt overblik over deres forløb, herunder forebyggende tilbud. Samtidig skal den digitale understøttelse udvides til kommende pakkeforløb for andre kroniske sygdomme.
Samarbejde om den digitale understøttelse
Digital Sundhed Danmark skal i samarbejde med blandt andre Sundhedsstyrelsen, PLO og Danske Regioner bidrage til den første digitale understøttelse af pakkeforløbene for KOL og kroniske lænderygsmerter, så løsningerne kan være klar til brug fra 1. januar 2027.
Samtidig skal Digital Sundhed Danmark skabe grundlag for den videre digitale understøttelse af pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom frem mod de kommende pakkeforløb.