Siden 15. januar 2025 har borgerne kunnet registrere deres fravalg digitalt på sundhed.dk eller ved at indsende en papirblanket.
Formålet med løsningen er både at give borgerne en enkel måde at registrere deres fravalg på og at sikre, at sundhedspersoner kan se fravalget, når det er relevant.
Hvad består løsningen af?
Løsningen består af et nationalt register, en digital adgang på sundhed.dk og integration til relevante fagsystemer.
Borgernes fravalg bliver registreret i det centrale register. Det skal blandt andet sikre, at fravalget træder automatisk i kraft, og at oplysningen kan deles med de sundhedspersoner, der har brug for den i deres arbejde.
På sundhed.dk kan borgeren selv registrere eller fortryde sit fravalg. Det er også muligt at registrere fravalget ved at indsende en papirblanket. Fravalget træder i kraft syv kalenderdage efter registreringen.
Oplysningen om fravalget kan vises i relevante fagsystemer, blandt andet via Fælles Stamkort, så sundhedspersoner kan se den i de situationer, hvor den er relevant.
Hvorfor blev løsningen udviklet?
Folketinget vedtog den 12. december 2023 lovforslaget om mulighed for forudgående fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop. Med lovgivningen fik habile borgere over 60 år ret til på forhånd at registrere, at de ikke ønsker genoplivningsforsøg, hvis de får hjertestop.
For at rettigheden kunne fungere i praksis, var der behov for en digital løsning. Det var ikke nok, at borgeren kunne registrere sit ønske. Oplysningen skulle også kunne nå frem til relevante sundhedspersoner hurtigt og sikkert, når der opstår en akut situation.
Fra analyse til drift
Arbejdet med løsningen begyndte med en foranalyse i 2021. Foranalysen afdækkede blandt andet behov hos borgere og sundhedspersoner og pegede på, at løsningen skulle tage højde for både etik, arbejdsgange, jura og patientsikkerhed.
Sundhedsdatastyrelsen stod for etableringen af den digitale løsning. Arbejdet foregik i samarbejde med blandt andre KL, Danske Regioner, Praktiserende Lægers Organisation, Styrelsen for Patientsikkerhed, MedCom og sundhed.dk.
Den digitale løsning blev taget i brug den 15. januar 2025, samtidig med at borgernes nye mulighed for at registrere fravalg trådte i kraft.