Hver 9. dansker købte kolesterolsænkende lægemidler i 2014

18-12-2015

Ny opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at hver 9. dansker købte kolesterolsænkende lægemidler i 2014. Af dem fik godt 350.000 danskere kolesterolsænkende lægemidler som primær profylakse.

Sundhedsdatastyrelsen (tidligere Statens Serum Institut) har netop offentliggjort en ny analyse om forbruget af kolesterolsænkende lægemidler.

Det bliver ofte diskuteret hvem og hvor mange, der bør tilbydes denne behandling. I dette Medicinforbrug - Indblik ser vi nærmere på, hvor mange personer, der ser ud til at være i henholdsvis primær og sekundær forebyggende behandling (profylakse).

Hver 9. dansker er i kolesterolsænkende lægemiddelbehandling

I 2014 indløste ca. 623.000 personer mindst én recept på kolesterolsænkende lægemidler, hvilket svarer til hver 9. dansker. Antallet af personer i kolesterolsænkende behandling har ligget nogenlunde stabilt i de sidste 3 år.

Primær eller sekundær forebyggelse?

Forhøjet fedt- og kolesterolindhold i blodet (hyperlipidæmi og hyperkolesterolæmi) er en tilstand, der øger risikoen for, at udvikle åreforkalkning og iskæmiske hjerte-kredsløbssygdomme. Forebyggelse af hjerte-karsygdom omfatter såvel primær som sekundær profylakse.

I analysen har vi set på, hvor mange, der er i henholdsvis primær profylakse og sekundær profylakse i 2014. Tallene viser, at næsten 350.000 danskere får kolesterolsænkende lægemidler som primær profylakse.