Hjælp os med at teste Digital Sundhed Danmarks nye hjemmeside
Vi søger personer, der har lyst til at hjælpe os med at gøre den nye hjemmeside let at finde rundt på, forståelig og relevant for brugerne.
En ny analyse fra Sundhedsdatastyrelsen stiller skarpt på, hvor specialiseret en form for kontakt, borgerne har med deres regionale sundhedsvæsen. Tallene viser forskelle fra region til region.
Sundhedsdatastyrelsen ser i analysen 'Danskernes brug af sundhedsvæsenet' nærmere på, hvordan vi danskere bruger det regionale sundhedsvæsen.
For eksempel viser den, at halvdelen af os i løbet af 2015 enten var indlagt på sygehuset eller var i ambulant behandling, mens 11,6 procent af befolkningen henover året slet ingen kontakt havde til deres egen læge.
I analysen tages der udgangspunkt i forskellige specialiseringsgrader, hvor ingen kontakt er den mindst specialiserede, og indlæggelse er den højeste. Ud fra dette perspektiv kan man se, at der er forskel på, hvordan man er i kontakt med sundhedsvæsnet alt efter den region, man bor i.
Eksempelvis behandler Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden i højere grad borgere på sygehuset sammenlignet med Region Nordjylland og Region Midtjylland.
I Region Midtjylland og Region Nordjylland bliver en større andel af borgere til gengæld kun behandlet hos egen læge.
Forskellene i kontakten med sundhedsvæsnet afspejler sig også i økonomien. Her viser analysen, at eksempelvis Region Hovedstaden har den største andel borgere, som behandles på sygehuset, og har samtidig også det gennemsnitligt højeste udgiftsniveau pr. borger.