Flere overlever kræft

20-05-2016

Nye tal fra Cancerregisteret viser, at stadigt flere danskere overlever en kræftsygdom.

Stadigt flere danskere overlever en kræftsygdom. Det viser en ny opgørelse over kræftoverlevelsen for perioden 2012-2014, som Sundhedsdatastyrelsen offentliggør i dag i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

Opgørelsen viser, at blandt de kræftramte, der blev diagnosticeret i perioden 2012-2014 steg 1-års overlevelsen med 3 procentpoint for mænd og 2 procentpoint for kvinder i forhold til perioden 2009-2011, så overlevelsen nu er henholdsvis 78 pct. for mænd og 79 pct. for kvinder.

Dermed fortsætter den stigning i 1-års overlevelsen, som er set i kræftoverlevelsen siden slutningen af 1990’erne.

Stigning i overlevelsen efter lungekræft

Den aktuelle positive udvikling i den samlede 1-års overlevelse skyldes blandt andet en stigning i overlevelsen efter lungekræft. Overlevelsen efter lungekræft er steget med 5 procentpoint for mænd og 6 procentpoint for kvinder fra perioden 2009-2011 til 2012-2014, så overlevelsen nu er 42 pct. for mænd og 50 pct. for kvinder.

Screening for tyk- og endetarmskræft påvirker overlevelsen

De nye tal viser ligeledes en betydelig stigning i overlevelsen efter tyk- endetarmskræft. Det er en forventet stigning set i lyset at en øget diagnostisk aktivitet, idet nationale screeningsprogrammer for tyk- og endetarmskræft begyndte i foråret 2014. Antallet af nye tilfælde stiger i takt med, at programmet rulles ud. Da sygdommen herved kan diagnosticeres på et tidligere stadie end førhen, forbedres 1-års overlevelsen som forventet i perioden 2012-2014.

Forbedringer på 5-års overlevelsen

Når det gælder 5-års overlevelsen, ses en fortsat let opadgående kurve. 5-års overlevelsen for mænd var i perioden 2012–2014 på 59 procent, mens den var 62 procent for kvinder. Der observeres en mindre stigning på 2 procentpoint for mænd og 1 procentpoint for kvinder i forhold til den foregående periode.   Overlevelsen måles fra tidspunktet for diagnose af kræftsygdommen, og der er i beregningen bl.a. korrigeret for dødsfald, der ikke er relateret til kræftsygdommen.