Faldende salg af de smertestillende midler etodolac og diclofenac

21-03-2017

Opdaterede tal fra Sundhedsdatastyrelsen for salget af lægemidler fra apotek fra 4. kvartal 2016 viser et fald i mængdesalget af smertestillende midler af typen NSAID.

I det nye ’MedicinForbrug – Overblik’ fra Sundhedsdatastyrelsen for salget af lægemidler i 4. kvartal ses der bl.a. som noget nyt et faldende mængdesalg af visse smertestillende midler af typen non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID). Lægemidlerne bruges til behandling af smerter, inflammation og feber, men anbefales generelt ikke uden forbehold pga. risiko for bivirkninger, bl.a. mavesår og blodprop.

Ændret tilskudsstatus i februar 2016

Forbruget har været støt faldende gennem en længere periode, men siden midlerne mistede generelt tilskud i februar 2016, er mængdeforbruget faldet yderligere. Indenfor lægemiddelgruppen er det særligt salget af lægemidler med etodolac og diclofenac, som er faldende.

MedicinForbrug – Overblik

’MedicinForbrug – Overblik’ er en kvartalsvis opgørelse, som giver et overblik over de 10 lægemiddelgrupper med den største ændring i omsætning eller forbrug i forhold til samme kvartal det foregående år. Det nye ’MedicinForbrug - Overblik’ for 4. kvartal 2016 omhandler følgende lægemidler:

  • Direkte faktor Xa hæmmere (blodfortyndende midler)
  • Midler til sænkning af blodsukker, ekskl. insuliner (diabetes)
  • Insulin degludec (diabetes)
  • Atorvastatin (forhøjet kolesterol)
  • Adrenergika i kombination med anticholinergica (KOL)
  • Midler mod epilepsi
  • Salmeterol og fluticason (astma og KOL)
  • Citalopram (antidepressive lægemidler)
  • Gestoden og ethinylestradiol (3. generations p-piller)
  • NSAID af typen eddikesyre-derivater og beslægtede stoffer (smerter og inflammation)

Håndkøbslægemidler, der også må sælges uden for apotek, er ikke med i tallene.