Danmark er det land i Europa, hvor den største andel af befolkningen har lavet en aftale med sundhedsvæsenet online. Det fremgår af en ny rapport, som OECD (den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling) udgiver i dag i samarbejde med EU, og som Sundhedsdatastyrelsen har bidraget til.
Rapporten har tal for indgåelsen af aftaler i henholdsvis 2012 og 2016. Begge år lå Danmark på den ubestridte førsteplads med 29 procent i 2012 og 49 procent i 2016. På andenpladsen kommer Finland med 35 procent i 2016 og på tredjepladsen Spanien med 30 procent i 2016.
- Det er en fin placering, som alle statslige, regionale, kommunale og private parter i det danske sundhedsvæsen kan være glade for. Men vi vil ikke bare læne os tilbage og fejre det. Vi vil gøre det nemmere for danskerne at blive endnu bedre – både til at lave aftaler med sundhedsvæsenet og have overblik over dem, siger Lisbeth Nielsen, som er direktør for Sundhedsdatastyrelsen.
Sundhedsdatastyrelsen arbejder blandt andet på et ’Program for et samlet patientoverblik’ i samarbejde med Sundheds- og Ældreministeriet, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Praktiserende Lægers Organisation, Digitaliseringsstyrelsen og MedCom. Programmet skal blandt andet hjælpe patienter og deres pårørende til at få bedre overblik over deres aftaler og forløb.
Den nye rapport fra OECD og EU, som har titlen ”Health at a Glance: Europe 2018 – State of health in the EU cycle”, handler om meget andet end online-aftaler med sundhedsvæsenet. Den giver et overblik over de senest tilgængelige data om den fysiske og mentale helbredstilstand, sundhedsomkostninger, effektivitet, tilgængelighed og mange andre forhold i de 28 EU-lande samt en række lande uden for EU.
Og Danmark ligger også i front på en række andre områder som for eksempel:
- Danmark er blandt de førende med hensyn til dagkirurgi, hvor patienter undgår indlæggelsesforløb og kommer hurtigt i gang med hverdagen.
- Danmark deler førstepladsen med Norge med hensyn til højeste andel (96 procent) af indlæggelser med hoftebrud der opereres inden for de første to dage.
- Danmark har de laveste lægemiddeludgifter pr. indbygger.
- Danmark har den næstlaveste andel (5 procent) af fedme blandt børn i 7-8 års alderen.
Læs mere i rapporten