Ændringer af sundhedslov skal fremme digitalt samarbejde

13-12-2018

Lovforslaget er en opfølgning af regeringens sundhedsdataudspil og den efterfølgende politiske aftale mellem Folketingets partier om bedre brug af sundhedsdata

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har i dag fremsat ’Forslag til lov om ændring af sundhedsloven’ for Folketinget, som skal førstebehandle det torsdag den 10. januar.

’Lovforslaget har til formål at understøtte et bedre digitalt samarbejde, der giver lettere mulighed for at dele relevante oplysninger om patientens forløb mellem de sundhedspersoner, der har patienten i behandling’ sagde ministeren i forbindelse med fremsættelsen og tilføjede blandt andet:

’Med lovforslaget skabes en tidssvarende lovgivning, der modsvarer de faktiske arbejdsgange i sundhedsvæsenet, hvor sundhedspersoner på tværs af kommuner, regioner og i almen praksis varetager sundhedsfaglige opgaver i relation til patientbehandlingen i det samme forløb. Det handler om at sikre, at den rigtige viden er i de rigtige hænder på det rette tidspunkt til gavn for patienten.’

Forslaget skal ses som en del af opfølgningen på regeringens dataudspil og den efterfølgende politiske aftale mellem regeringen og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om bedre brug af sundhedsdata. Her er det aftalt, at der blandt andet skal etableres et klart og tydeligt grundlag for krav om indberetning af relevante strukturerede data fra almen praksis og speciallæge praksis til de nationale sundhedsregistre som Landspatientregisteret, svarende til de krav, der gælder for regioner i dag.

Læs ’Forslag til lov om ændring af sundhedsloven’