Sundhedsvæsenet har gennem flere år oplevet, at lægemidlet Methotrexat, der bl.a. bruges til behandling af gigt, indimellem bliver taget oftere, end det er hensigtsmæssigt. Det har i nogle tilfælde ført til fejlmedicinering med fatale følger, men risikoen for, at det sker, bliver nu minimeret kraftigt. Fælles Medicinkort, som er det system, alle i sundhedsvæsenet bruger til at ordinere medicin, vil fra 1. september 2021 vise en advarselsbesked, hvis Methotrexat ordineres på en forkert måde.
- Vi er rigtig glade for den nye advarselsfunktion i Fælles Medicinkort. Det er en ekstra sikkerhed, som forhåbentlig vil mindske antallet af medicineringsfejl med Methotrexat og øge patientsikkerheden. På sigt kan funktionen udbredes til andre lægemidler, hvis der bliver behov for det, siger Lars Seidelin Knutsson, der er programleder for Fælles Medicinkort i Sundhedsdatastyrelsen.
Flere advarsler
Fremover vil der være advarsler i Fælles Medicinkort i to situationer, hvor der er særlig risiko for, at der sker fejlmedicinering.
Systemet vil automatisk give en advarsel, hvis en sundhedsprofessionel forsøger at oprette Methotrexat som en såkaldt fritekst-ordination. En fritekst-ordination kan ikke overføres fra et system til et andet, fx fra et hospital til en kommune, på en struktureret måde, og den skal derfor ofte indtastes i systemet igen, hvilket øger risikoen for fejl. Derfor får man nu en advarsel, hvis det ikke ordineres struktureret.
I Fælles Medicinkort vises også en advarsel, hvis lægemidlet bliver forsøgt oprettet med et doseringsinterval på mindre end 7 dage, da det giver risiko for alvorlig fejlmedicinering.
Fælles Medicinkort, som Sundhedsdatastyrelsen har ansvaret for, bruges på tværs af hele sundhedsvæsenet til at udskrive medicin og finde information om borgerens aktuelle medicin. Derfor er advarslerne udviklet i tæt samarbejde med sundhedsvæsenets parter.