Visning i coronapas efter tredje vaccination er nu rettet

23-09-2021

Fejlen, der betød, at coronapasset kun viste de seneste to vaccinationer, er nu rettet, så alle vaccinationer fremover kan ses på sundhed.dk og i EU-visningen i coronapas-appen. Borgere, der har fået et tredje stik, kan derfor nu fremvise alle vaccinationer i coronapasset i forbindelse med udlandsrejser.

EU-coronapasset til brug ved udlandsrejser viser nu alle COVID-19-vaccinationer, så det ikke længere burde give anledning til problemer, når de borgere, der har fået en tredje vaccination, skal ud at rejse.
 
Fejlen, der altså nu er udbedret, bestod i, at det kun var de to seneste vaccinationer, der blev vist i coronapasset. For borgere, der havde fået en tredje vaccination mod COVID-19, betød det, at deres første stik ikke længere fremgik af EU/udlandsrejse-visningen i coronapas-appen eller i vaccinationspasset på sundhed.dk. Det kunne give udfordringer ved rejser til lande, som først anser borgere som færdigvaccineret efter en bestemt periode efter andet stik.