Den sundhedsfaglige anbefaling er kun at bruge antipsykotika i meget begrænset omfang til borgere over 65 år med demens. Alligevel indløste 20 pct. af ældre borgere med demens mindst én recept på antipsykotika i 2021. Det viser opdaterede tal fra Sundhedsdatastyrelsens statistik over forbrug af antipsykotika. Det svarer til cirka 7.800 personer på landsplan (se analyse over brugen af antipsykotika her).
Som del af den Nationale Demenshandlingsplan blev der i 2016 sat et nationalt mål om at halvere forbruget af antipsykotika hos borgere med demens frem mod 2025. Det skyldes en væsentlig risiko for alvorlige bivirkninger ved behandling af borgere med demens med antipsykotisk medicin.
Andelen med receptindløsning på antipsykotika har været uændret siden 2014 bortset fra et mindre fald til 19 pct. i perioden 2017-2019.
”Tallene peger på, at det endnu ikke er lykkedes at nedbringe brugen af antipsykotika til ældre med demens. Siden det ikke er lykkedes at nedbringe brugen, så er der et stort stykke arbejde foran os, hvis målsætningen skal nås og at der derfor fortsat er et stort potentiale i at have et særligt fokus på brug af antipsykotika til borgere med demens. Det stemmer overens med Social- og Ældreministeriets og Sundhedsstyrelsens indsatser og vejledninger på området, der skal sikre hensigtsmæssig brug af antipsykotika til borgere med demens,” siger Mette Keis Jepsen, der er afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen. Dette understøttes også i konklusionen af nylige undersøgelser fra Alzheimerforeningen .
Flere er i kortvarig behandling
Sundhedsdatastyrelsen følger løbende, hvordan forbruget af antipsykotika udvikler sig. I år er statistikken bl.a. udvidet med analyser over behandlingsvarig og samtidig behandling med flere antipsykotika. De nye tal viser, at flere borgere med demens er i behandling i mindre end 3 måneder. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at borgere med demens stopper i behandling inden for 3 måneder, hvis antipsykotisk behandling vurderes relevant.
Læs analysen ”Andelen af ældre borgere med demens med recept på antipsykotika er uændret ”