Sidste år blev coronapasset en del af hverdagen for os alle sammen. Den app, der sikrede, at vi kunne have vores pas på telefonen, har nu vundet Digitaliseringsprisen 2022 i kategorien 'Sammenhængsprisen'.
Det er Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen, som har stået i spidsen for at skabe coronapas-appen, der blev udviklet på 8 uger - og undervejs blev tilpasset løbende i takt med ændringer i gyldigheden af testsvar og vaccinationer. Samtidig fik den en visning tilpasset EU-krav, så den også kunne bruges til rejser. Alligevel lykkedes det at lave en app, der var let at bruge og samtidig sikker.
Danskerne kvitterede ved i høj grad at vælge den digitale løsning til. Coronapas-appen er downloadet over 4,6 millioner gange, siden den blev lanceret.
Et enestående samarbejde
I sin begrundelse for at coronapas-appen vandt, sagde dommerpanelet blandt andet:
- Igennem et enestående samarbejde har projektet skabt en applikation, der har været helt essentiel for både smittekontrol og genåbning af samfundet.
På scenen for at modtage prisen var direktør i Sundhedsdatastyrelsen, Lisbeth Nielsen, og direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Tanja Franck. Lisbeth Nielsen kvitterede for prisen, og i sin takketale lagde hun blandt andet vægt på, at udviklingen af appen krævede en kæmpe indsats fra alle involverede.
- Coronapas-appen er noget af det fedeste og dygtigste, jeg har været med til at stå i spidsen for. Det lykkedes kun, fordi alle kastede alt, de havde i hænderne, og stillede det stærkeste hold, sagde hun, inden hun gik over til at takke de mange samarbejdspartnere, som var med til at få projektet til at lykkes.
Offentlige og private
Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen stod i spidsen for at udvikle coronapas-appen, men mange andre hjalp med. Fra offentlig side ikke mindst Statens Serum Institut og Sundhedsministeriet. Derudover har NetCompany stået for udviklingen af selve appen og dens backend, mens Trifork har udviklet den bagvedliggende infrastruktur, som håndterer de sundhedsdata, passet bygger på. Samtidig har BDO hjulpet med sikkerhedsreviews, og Deloitte og Letsgodigital med projektledelsen.
Appen vandt Sammenhængsprisen, som er en af de tre kategorier af Digitaliseringsprisen, der uddeles. Prisen gives til en offentlig institution eller myndighed, som har gennemført et digitaliseringsprojekt, der har bidraget til at gøre den offentlige sektor mere overskuelig og sammenhængende for borgerne eller på anden måde markant har forbedret servicen, borgernes retssikkerhed, mobilitet, tryghed og trivsel.
Digitaliseringsprisen, der blev uddelt for første gang i 2004, er indstiftet for at fremhæve og belønne succesfulde og værdiskabende digitaliseringsinitiativer, der gavner samfund og borgere, og som tjener til inspiration for andre og kommende projekter.