Flere får dosispakket medicin

26-06-2023

Efter en årrække med fald, er der de seneste år sket i stigning i antallet af borgere, der får dosispakket medicin.

Stadig flere borgere får medicin, der er dosispakket til dem fra apoteket. Det betyder, at medicin, der skal tages på samme tidspunkt, er pakket sammen.

I løbet af 2022 fik knap 47.000 borgere udleveret dosispakket medicin fra apotekerne. Det er 15 pct. flere end i 2021. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

”Mere dosispakket medicin kan være med til at frigøre arbejdskraft til andre opgaver – og derfor er det også et område, som har fået fornyet opmærksomhed i takt med at det er blevet sværere at skaffe arbejdskraft på ældre- og sundhedsområderne i for eksempel kommunerne,” siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, Mette Keis Jepsen.

Læs analyse af udviklingen (PDF)

Flere års fald

Stigningen i brugen af dosispakket medicin kommer efter en årrække med et fald i brugen, der begyndte i 2014, hvor Det Fælles Medicinkort (FMK) blev introduceret.  Det betød, at det generelt blev lettere at bestille medicin, men omfattede ikke mulighed for dosispakning. 

Dosispakning har været understøttet i FMK fra 2020, og sidst i 2021 blev der ændret i lægernes vilkår for at udskrive dosispakket medicin.