Torsdag den 16. juni begynder Folkemødet på Bornholm. Sundhedsdatastyrelsen afholder i år tre arrangementer om cybertrusler mod sundhedsvæsenet, European Health Data Space og hvordan data bruges bedre i sundhedsvæsenet.
”Vi glæder os til at få andres perspektiver og sammen blive klogere på nogle af de områder, hvor der virkelig sker noget i de her år – datadeling på tværs af EU, cybertrusler og brug af patient-data,” siger direktør Lisbeth Nielsen.
På Folkemødet har Sundhedsdatastyrelsen ”Sundhedsmyndighedernes telt” sammen med SSI og Styrelsen for Patientsikkerhed. Teltet har pladsen J25 og ligger i området Kæmpestranden, hvor også en lang række andre sundhedsorganisationer har plads.
I teltet inviterer Sundhedsdatastyrelsen alle interesserede til tre arrangementer:
Sundhedsvæsenet i cyberkrig
Torsdag d. 15. juni kl. 14:00 - 14:45
Det danske sundhedsvæsen testes dagligt af hackere – og i en række lande tæt på os, er angreb sluppet igennem. Hvor kommer truslen fra? Hvad er det, de vil opnå? Hvordan beskytter man et sundhedsvæsen på tværs af sektorer mod angreb fra hackere og cyberterrorister? Og hvor farligt er det egentlig, hvis nogen slipper ind i vores systemer? Og ser truslen forskellig ud alt efter, hvor man sidder i systemet? Det og mere kan du få svar på ved dette arrangement.
Deltagere:
Søren Bank Greenfield, afdelingschef Cyber- og Informationssikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen
Klaus Larsen, IT-direktør, Region Nordjylland
Henrik Skovfoged – Business Unit Lead – Trifork Security
Patienter i datastrømmen
Fredag 16. juni 2023 15:00 - 15:45
Vi har aldrig vidst så meget om patienterne i sundhedsvæsnet, som vi gør i dag. Vi indsamler store mængder data om patienterne i det danske sundhedsvæsen – og det bliver endnu mere i fremtiden. Men skaber flere informationer bedre sammenhæng – eller bliver det en teoretisk mulighed i et sundhedsvæsen, hvor tid er en knap ressource? Hvordan sikrer vi, at informationer bliver vist på en måde, så de giver bedre patientforløb og bedre mulighed for inddragelse? Og kan det være med til at lette noget af presset på sundhedsvæsenet? De spørgsmål vil vi søge fælles svar på i denne debat.
Deltagere:
Anja Mitchell, Cheflæge, Bornholms Hospital
Ivan Lund Pedersen, Praktiserende læge, Svaneke lægehus
Christina Thorén Lilliedal, Ældrechef, Bornholms Regionskommune
Når hele EU skal dele sundhedsdata
Lørdag 17. juni 2023 16:15 - 17:00
EU er på vej med forslag til et fælles europæisk rum for sundhedsdata (European Health Data Space). Det skal gøre det lettere at være patient på tværs af landene, men det skal også sikre bedre adgang til sundhedsdata, så man kan styrke forskning og udvikling. Hvad kommer det til at betyde for det danske sundhedsvæsen, for forskningen og for dine data som patient? Hvorfor er det vigtigt? Hvad ligger vi fra dansk side vægt på? Og kan man overhovedet lave et system på tværs, når der er så stor forskel på, hvor langt forskellige lande er med den digitale omstilling?
Deltagere:
Stefan Welin, Vice-repræsentationschef, Europa-kommissionens danske repræsentation
Klaus Klausen, Formand for Etisk Udvalg, Lægeforeningen
Sigrun Gyrtrup, sektionsleder for jura, Sundhedsdatastyrelsen