Behandlingen af personer med dobbeltdiagnose har længe været præget af manglende sammenhæng, blandt andet fordi rusmiddelbehandling er et kommunalt ansvar, mens psykiatrisk behandling foregår i regionerne.
Manglende sammenhæng er særligt problematisk, fordi psykiatrisk lidelse og rusmiddelproblematik ofte forværrer hinanden og kræver sammenhængende behandling.
Derfor har Regeringen sammen med Danske Regioner og KL aftalt en ny model for behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser med fokus på, at skabe et mere sammenhængende behandlingsforløb.
I første fase tilbydes den nye behandling til patienter, som allerede er i hospitalspsykiatrisk behandling og samtidig har en rusmiddelproblematik, men som ikke er i kommunal rusmiddelbehandling. Den første fase løb fra september 2024 til juni 2025, og i denne periode er 1.880 personer startet i det integrerede behandlingstilbud, hvor behandlingen for både psykisk lidelse og rusmiddelproblematik nu foregår i én samlet enhed.
Hver tredje har skizofreni
Af de 1.880 personer som er startet i behandlingstilbuddet har 13 pct. én diagnose, 34 pct. har to diagnoser, mens de resterende 53 pct. har tre eller flere diagnoser.
De mest udbredte diagnoser er psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol, cannabis og andre rusmidler. Derudover har 37 pct. af patienterne skizofreni, mens 21 pct. har ADHD.
- Tallene viser tydeligt, at der er behov for et tilbud, der kan hjælpe patienter med dobbeltdiagnoser. Det bliver spændende at følge udviklingen og især hvilken betydning, det får for, hvordan patienterne klarer sig, siger afdelingschef Mette Keis Jepsen.
2 ud af 3 behandles for stofmisbrug
Når man ser på den behandling patienterne modtager i det integrerede behandlingstilbud, får 14 pct. behandling for både stof- og alkoholmisbrug, 49 pct. får behandling for stofmisbrug, mens 24 pct. får behandling for alkoholmisbrug.
Samlet set modtager knap to ud af tre patienter i behandlingstilbuddet behandling for et stofmisbrug.
Der er dog væsentlige regionale forskelle. I Region Hovedstaden modtager 71 pct. af patienterne behandling for stofmisbrug, mens andelen i Region Midtjylland er 45 pct.