Flere overlever kræft, men stigningen i overlevelsen er fladet ud. Det viser rapporten Kræftoverlevelse i Danmark 2009-2023, som Sundhedsdatastyrelsen har udgivet. I rapporten sammenlignes hvor stor en andel af kræftpatienter, der fortsat er i live et og fem år efter, at de fik deres diagnose.
Tallene viser, at der i perioden 2021-2023 kun er sket en forbedring i 1-årsoverlevelsen på 1 procentpoint set i forhold til de tre forudgående år.
- Det er en mindre forbedring, men det skal ses i lyset af, at overlevelsen er steget i en lang årrække, siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Mette Keis Jepsen.
Kræftoverlevelse i Danmark 2009-2023
Størst stigning for lungekræft
Den største stigning i overlevelse et år efter diagnosticering ses hos begge køn ved lungekræft. Hos mænd er 1-årsoverlevelsen for lungekræft steget fra 53 pct. i 2018-2020 til 55 pct. i 2021-2023. For kvinder er overlevelsen for lungekræft i samme periode steget fra 60 til 64 pct. Til gengæld er 5-årsoverlevelsen uændret i samme periode og ligger fortsat på 34 pct. for kvinder og 26 pct. for mænd.
Ser man på alle kræftformer samlet, så har kvinder den højeste overlevelsesrate. Et år efter diagnosticering af kræft er 84 pct. af kvinder og 83 pct. af mænd fortsat i live.
Relativ overlevelse
Rapporten ser på såkaldt ’relativ overlevelse’, der er sandsynligheden for at overleve en kræftsygdom set i forhold til samme aldersgruppe og køn uden kræft. Der ses altså på, hvor sandsynligt det er, at man overlever, hvis man har kræft, sammenlignet med hvis man ikke har.
Se flere data om kræftoverlevelse – herunder regionale fordelinger – på eSundhed:
Gå til kræftoverlevelse på eSundhed