Der sker fortsat forbedringer i kræftoverlevelsen. Det viser den nye rapport Kræftoverlevelse i Danmark, som Sundhedsdatastyrelsen netop har offentliggjort.
"Særligt lungekræft, bugspytkirtelkræft og nyrekræft skiller sig ud med markante forbedringer i 5‑årsoverlevelsen gennem de seneste år. Udviklingen understreger, at fremskridt i diagnostik, behandling og patientforløb også kommer de kræftformer til gode, hvor tidlig opsporing ikke sker via systematisk screening,” siger afdelingschef Mette Keis Jepsen.
I Danmark screenes for brystkræft, livmoderhalskræft og for tyk- og endetarmskræft.
Læs Kræftoverlevelse i Danmark
Dobbelt så mange overlever lungekræft
Lungekræft – en af de mest dødelige kræftformer – viser en tydelig positiv udvikling. Her er 5-årsoverlevelsen fordoblet for både mænd og kvinder. I 2010‑2012 var kvinders 5-årsoverlevelse ved lungekræft 19 pct. I 2022‑2024 var den steget til 38 pct. I samme periode er 5-årsoverelsen for mænd steget fra 13 pct. til 27 pct.
Nyrekræft følger samme tendens. For mænd er 5‑årsoverlevelsen i perioden 2010‑2012 til 2022‑2024 steget fra 64 pct. til 82 pct., og for kvinder fra 62 pct. til 81 pct. Det svarer til en fremgang på henholdsvis 18 og 19 procentpoint.
Bugspytkirtelkræft er kendt for sin meget lave overlevelse, men også her ses fremskridt. For mænd er 5‑årsoverlevelsen steget fra 6 pct. til 17 pct. i perioden – næsten en tredobling.
Forbedringer over tid for den samlede kræftoverlevelse
Ser man på den overordnede kræftoverlevelsen i et længere perspektiv, så er forbedringerne markante. Ud af de patienter, der var diagnosticeret med kræft 5 år tidligere, var 64 pct. af kvinder og 61 pct. af mændene i live i perioden 2010-2012. I perioden 2022-2024 var det steget til 74 pct. for kvinder og 71 pct. for mænd.