Afsluttende status på Strategi for digital sundhed 2018-2024

Strategi for digital sundhed 2018-2024 er afsluttet, og i den forbindelse er der udarbejdet et overblik over indsatserne.

Med strategien blev rammerne sat for tværgående digitale indsatser på sundhedsområdet. Strategien havde til formål at bidrage til, at den enkelte oplever sundhedsvæsenet som ét sikkert og sammenhængende netværk, der er digitalt i sin natur og menneskeligt i sit virke.

Strategien havde fem indsatsområder:

  1. Borgeren som aktiv partner
  2. Viden til tiden
  3. Forebyggelse
  4. Tillid og sikkerhed om data
  5. Fremdrift og fælles byggeblokke

Strategien har bidraget til, at det danske sundhedsvæsen er blevet mere sammenhængende og effektivt gennem digitalisering:

  • Strategien har styrket borgernes rolle i deres egen sundhedspleje ved at give dem adgang til digitale værktøjer og informationer, bl.a. er appen Min Læge udviklet og blevet udbredt, og Sundhedsjournalen er blevet videreudviklet og forbedret, bl.a. deles der nu data til og fra privathospitaler og speciallægepraksis.
  • Der er i strategiperioden blevet implementeret systemer, der sikrer, at sundhedspersonale har adgang til opdaterede og relevante data, bl.a. har sundhedsprofessionelle på tværs af sundhedssektoren fået adgang til borgernes Aftaleoversigt og Fælles Stamkort.
  • Digitale løsninger er blevet implementeret til at fremme forebyggende sundhedsindsatser. Bl.a. er Fælles MedicinBeslutningsstøtte implementeret i regionernes medicinsystemer og lægepraksissystemer.
  • Der er i strategien blevet lagt vægt på datasikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger med henblik på at øge tilliden til digitale sundhedsløsninger. Der er bl.a. etableret en visning af logoplysninger fra hospitalernes kliniske it-systemer på blandt andet sundhed.dk.
  • Endelig har man med strategien ønsket at fremme samarbejde på tværs af sektorer og skabe en ramme, der tillader innovation og tilpasning til nye teknologier. Bl.a. har Sundhedsvæsenets Organisationsregister stort set erstattet SHAK.

Strategi for digital sundhed 2018-2024

Kontakt

Peter Munch Jensen
Afdelingschef