Sundhedsdatastyrelsen offentliggør tallene for salget af lægemidler fra apotek for 3. kvartal 2016, og tallene er tilgængelige på eSundhed.dk.
Læs 'MedicinForbrug - Overblik: 3. kvartal 2016'
Faldende mængdesalg af blodtrykssænkende medicin
Derudover offentliggøres det nyeste ’MedicinForbrug – Overblik’, som giver et overblik over de ti lægemiddelgrupper med den største ændring i omsætning eller forbrug i forhold til samme kvartal det foregående år.
Her ses det eksempelvis, at lægemidler med enalapril er på listen over lægemidler med størst ændring i mængdesalg for dette kvartal.
Enalapril anvendes ofte til behandling af forhøjet blodtryk og hjertesvigt.
Der ses i dette kvartal et fald i mængdesalget af enalapril på 2 mio. DDD (definerede døgndoser) sammenlignet med 3. kvartal sidste år.
Hvad kan det skyldes?
Faldet i mængdeforbrug kan formentlig tilskrives patentudløb i 2010 på præparatet Cozaar, som indeholder det aktive stof losartan.
Losartan anvendes ligesom enalapril til behandling af forhøjet blodtryk, og forbruget af dette middel har været stigende i samme periode siden patentudløbet, sandsynligvis grundet samtidig introduktion af nye billigere versioner (generika).
’MedicinForbrug ‐ Overblik: 3. kvartal 2016’ omhandler også:
- Direkte faktor Xa hæmmere (blodfortyndende midler)
- Midler til sænkning af blodsukker, ekskl. insuliner (diabetes)
- Fentanyl (smertestillende)
- Sertralin (antidepressive midler)
- Insuliner og analoger til injektion, langtidsvirkende (diabetes)
- Midler mod epilepsi
- Antipsykotiske midler
- Simvastatin (forhøjet kolesterol)
- Enalapril (forhøjet blodtryk/ hjertesvigt)
- Gestoden og ethinylestradiol (p-piller)
Håndkøbslægemidler, der også må sælges uden for apotek, er ikke med i tallene.